Høje-Taastrup: Et ønske om øget trivsel medfører, at Taastrup Realskole fra næste skoleår indfører senere mødetider for eleverne på 7.-9. årgang.
Disse elever skal møde hver dag klokken 9 uden at få længere skoledage end nu eller flere lektier. I stedet vil skolen have mere fokus på co-teaching, hvor klasserne så har to lærere i timerne frem for én.
– Eleverne får ikke senere fri, men vi bruger de bortskrevne timer til at indføre flere lektioner med to lærere. Vi uddanner alle vores lærere i co-teaching, så det bliver effektfuldt, forklarer skoleleder på Taastrup Realskole Kennet Hallgren.

Det er så meningen, at eleverne i 7.-9. klasse skal bruge den ekstra time om morgenen på søvn – fordi forskning viser, at teenagehjerner har et ekstra stort behov for megen søvn.
Alt dette skulle gerne øge læringsparatheden hos eleverne i udskolingen.
Har du et tip?
Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på lisbeth.jansen@sn.dk eller redaktionen på taastrup.red@sn.dk
– Vi forventer, at eleverne tager mere læring til sig, da deres hjerner vil være mere modtagelige. Derudover vil der formentlig være bedre trafikforhold om morgenen, og mere selvstændige børn der skal tage afsted selv, siger skoleleder Kennet Hallgren.
Det er en kombination af skolens erfaringer med kortere skoledage under covid-19, viden fra søvnforskning, en livstilsekspert samt ikke mindst erfaring fra en lignende ordning på privatskolen Theodora Langs Skole i Silkeborg, der danner grundlaget for den nye ordning på Taastrup Realskole.

Det har skolens forældre fået at vide i en udsendt besked fra Taastrup Realskoles ledelse, hvor bevæggrundene og målet for den nye struktur på skolen forklares detaljeret.
“Et projekt som dette kræver en stor tillid til hinanden. Fordi man skal møde senere, er det ikke en opfordring til at ændre på sengetiderne. Vi har tillid til, at man fortsætter med de sengetider man har nu, for at sikre den ordentlige søvn, som så kan være en time længere. Teenagehjernen kræver nemlig længere tid til at komme i den dybe søvn, og derfor skal de sove en time længere om morgenen,” lyder den klare opfordring blandt andet i beskeden om projektet fra skolen til elevernes forældre.
Bog er vigtigt element
Det er også oplysninger om søvns gavnlige virkning fra bogen “Ikke til forhandling – livets ligning” af Chris MacDonald, der ligger til grund for den nye struktur på skolen. Forfatteren har en kandidatgrad i human fysiologi fra KU og er i øvrigt kendt for at dele ud af sin viden om sund livsstil.
Omkring manglende søvn blandt teenagere forklarer forfatteren i sin bog, at det medfører, at teenagerne bliver S-T-U-P-I-D, hvilket er en forkortelse for en række tillægsord: Stressede, Trætte, Usympatiske, Pessimistiske, Irriterede, Deprimerede.
Netop Chris MacDonald kommer forbi Taastrup Realskole i løbet af dette forår for at holde et foredrag for Taastrup Realskoles forældre.
Derudover vil man på skolen løbende evaluere på forsøget undervejs, ligesom man vil se på erfaringerne fra skolen i Silkeborg.
Den senere mødetid vil køre i en forsøgsperiode de næste tre skoleår.

Deltag i Facebook-debatten
Klik dig ind her på Lokalavisen Taastrups Facebook-side og deltag i debatten og få daglige, friske nyheder fra dit nærområde.