Høje-Taastrup: I et interview på sn.dk om de dobbelt knivdrab i Taastrup siger justitsminister Peter Hummelgaard (S), at han i det tidlige forår vil præsentere en ny trygheds- og bandepakke, hvor det blandt andet skal være en ambition, at skærpe straffen overfor de unge, som bærer kniv.
– Vi kan ikke være blødsødne her. De fleste unge må kunne regne ud, at det har en konsekvens, når man går hjemmefra med en kniv i lommen. Det er et farligt våben, og derfor må straffen være hårdere, end den er i dag, siger justitsminister Peter Hummelgaard.
I samme ombæring siger han, at det er essentielt, at man kigger på, hvad man kan gøre af forebyggende indsatser kommunalt, hvor man blandt andet skal følge børnene tæt fra børnehavealderen, gennem skolegangen, sikre at de får fritidsjob eller at de unge går til fritidsaktiviteter. Kommunen og skolerne har et ansvar for hverdagsdialogen, siger justitsministeren.
Kontakt journalisten
Har du et tip eller input til vores indhold? Så kontakt mig her: daniel.fonseca@sn.dk / tlf. 20243756
De unge tror de andre går kniv
Den udmelding reagerer den fungerende borgmester i Høje-Taastrup Kurt Scheelsbeck (K) på.
– Jeg er helt enig med ministeren. Det er de forebyggede indsatser, der skal ændre den aktuelle og uheldige udvikling, hvor unge over hele landet i stigende grad tror, at andre unge bærer kniv og derfor selv bevæbner sig med kniv, siger Kurt Scheelsbeck.
Han fortæller, at man i Høje-Taastrup Kommune blandt andet har et meget velfungerende SSP-samarbejde, og at det Kriminalpræventive Team er meget tæt på de unge.
Hvad mener du?
Kom med din mening på Facebook-siden Lokalavisen Taastrup.
Skal opleve almindelig og ordentlig opførsel
– Det gælder om at få godt fat i de helt unge lige fra børnehaver og indskoling. I den forbindelse arbejder vi på højtryk med at skabe blandede boligområder, hvor børnene i skolerne og i fritiden oplever, hvordan man opfører sig almindeligt og ordentligt, siger borgmesteren og giver et eksempel:
– Jeg kan nævne, at vores nye Børne- og Kulturhus, der er etableret på Taastrupgårdsvej. Her kan børn og unge fra hele kommunen gå i daginstitution, skole og SFO – og de kan gå på strømpesokker hen til spændende og attraktive kulturtilbud i samme hus, siger Kurt Scheelsbeck.
Forleden var der fakkeloptog for fred og for at ære de dræbte. Det kan du se i videoen herunder.