Åbningstidspunkt nærmer sig: Snart åbner ny dagligvarebutik

Sådan så skitsen for den nye SuperBrugsen ud, da det blev offentliggjort, at det er den forretning, der åbner i Nærheden.
Sådan så skitsen for den nye SuperBrugsen ud, da det blev offentliggjort, at det er den forretning, der åbner i Nærheden.

Bygningerne skyder op i den nye bydel Nærheden, og inden længe kan beboerne i området også komme til at handle ind midt i centrum af Nærheden.

Den nye SuperBrugsen, der bliver bygget lige ved siden af Springcenter Nærheden er nemlig klar til at slå dørene op til september.

Det oplyser Coop's informationschef Jens Juul Nielsen.

– Vi har ikke en endelig åbningsdato, men det peger i retning af september, skriver han i en mail.

Brugsuddeler i den nye forretning bliver 46-årige Lyamani Saidi, der har været uddeler i en SuperBrugsen i Lyngby det seneste halvandet og været ansat i Coop i 11 år, hvor han har været kundechef, servicechef, souschef i Kvickly.

At der åbner en ny SuperBrugsen i Nærheden betyder dog også, at den nuværende SuperBrugsen på Vesterkøb i Hedehusene med stor sandsynlighed lukker.

– Det er ikke sandsynligt, som det ser ud nu, at der bliver to SuperBrugser i byen. Hvad der sker med lokalerne, efter vi rykker ud, er endnu ikke afklaret, skriver Jens Juul Nielsen.

Ejendommen ejes af Coop, som også har en Fakta på Hovedgaden i Hedehusene.

Tidligere er det meldt ud, at den nye SuperBrugsen i Nærheden bliver et flagskib på 1750 kvadratmeter med stor åben slagterafdeling, meget økologi og mange måltidsløsninger. Dengang blev det medligt ud, at den forventede åbningsdag ville være i slutningen af 2019.

– Vi glæder os til at betjene kunderne i det nye byområde med et flot, moderne supermarked, hvor man både kan handle ind til konkurrencedygtige priser til hverdag og købe den bedste kvalitet hos faguddannede medarbejdere, når man har behov for det, sagde direktør for SuperBrugsen, Jesper K. Andersen dengang.

SuperBrugsen kommer til at ligge i stueplan i et etagebyggerie. Ovenpå vil der være tre etager med ejerlejligheder, der får en gårdhave på taget.