Vibeke jagter 180 mænd, der vil være sundere

Foto: Tore G. C. Rich
Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard Allan Noerregaard

Et sundhedsprojekt kun for mænd i Hillerød og omegn har modtaget 1,2 millioner kroner af Sundhedsministeriet. Målet er mere energi. Også efter fyraften. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Tidligere på året søgte Vibeke Lund, der er Hillerødbaseret professionsbachelor i human ernæring, Sundhedsministeriet om 1,2 millioner kroner til sit projekt »Hvis din krop var en Ferrari«. Pengene kom i hus, og frem til nytår leder hun efter virksomheder i Hillerød og omegn med faglærte og ufaglærte mænd, der vil være med. Fra januar 2016 og to år frem kører projektet, og det er gratis for virksomhederne at deltage.

Faglærte og ufaglærte er valgt ud, for det er en gruppe mænd, der har særlige udfordringer med sundheden, fortæller hun.

– Mænd har det rygte, at man ikke kan få fat i dem på den her konto. Det, tror jeg, er løgn. Jeg tror, jeg har fundet metoden, siger Vibeke Lund.

I 10 år har hun med enkeltmandsvirksomheden Sukkersheriffen, der i år skiftede navn til The Sweet Company, vejledt virksomheders ansatte i ernæring. Projektet er et partnerskabsprojekt med Hillerød Kommune, 3F Frederiksborg, C4 og Hillerød Industri- & Haandværkerforening. De hjælper The Sweet Company med at finde interesserede virksomheder, og Vibeke Lund sparrer med dem.

I alt er hun på udkig efter 180 mænd fra 15 virksomheder: Fem værksteder, fem byggepladser og fem vognmandsforretninger. For den enkelte medarbejder bliver det frivilligt, om man vil deltage, men undervejs bliver man holdt til ilden med konkurrencer.

Vibeke Lund oplyser, at hun har lovet Sundhedsstyrelsen, at hele projektet skal ende med en hvidbog om »Hillerød-modellen«, der beskriver, hvad man har gjort i projektet, og hvad resultaterne er. Undervejs bliver medarbejdernes udvikling nemlig målt, og tallene indsamlet anonymt af Hillerød Kommune.

Med hvidbogen kan viden fra projektet blive udbredt til virksomheder i hele landet.

Ønsker man som virksomhed deltage, kan man kontakte Vibeke Lund på vl@thesweetcompany.dk eller tlf. 23 73 28 72