
Denne lørdag lød startskuddet til årets første runde af Cross Nationals, og dermed også en ny sæson.
FIF Hillerøds Axel Vang Christensen er 14 år og var frisk på udfordringen i klassen Drenge U20. Det betød, at unge Axel, som er fra sommeren 2004, skulle dyste mod drenge fra årgangene 2003, 2002, 2001, 2000 og 1999.
Med en hel række danske rekorder bag sig denne sæson lagde Axel sig i front af løbet og holdt placeringen næsten en hel omgang. Fire løbere havde skilt sig ud, men løbets senere vinder rykkede fra de andre ned ad bakken mod slutningen på første omgang. Markus Kirk Kjeldsen, 2001, slog et afgørende hul og det efterlod Axel på mellemhånd, han blev passeret af to løbere og flere nærmede sig bagfra.
På allersidste bakke slap Axel håndbremsen helt og fik både lukket hullet og vundet et par meter, som holdt helt til målstregen, hvor den 14-årige løber kunne hyldes som løbets nr. 2, slået med 13 sekunder.
Løbet foregik i Korsør på en to km lang bakket rundstrækning på græs. 176 løbere havde meldt deres ankomst, og da løbet har karakter af et iagttagelsesløb i forhold til NM Cross, var Korsør det helt rigtige sted at vise form, hvis man vil med i truppen til Island om to uger.