Statsministeren stikker spaden i for Foss

Foto: Tore G. C. Rich

Det bliver statsministeren selv, der tager første spadestik sammen med Peter Foss, når udvidelse af Foss Innovation Center i Hillerød til et dobbelt så stort domicil begynder i næste uge. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

I 2013 stod Foss' nye domicil, af firmaet selv kaldet Foss Innovation Center, klar i Hillerød på græsmarkerne nær Peder Oxes Alle. Siden er væksten i det familieejede, internationale måle- og analysefirma gået i vejret, og på torsdag tages første spadestik til Innovation Center II, der er en tilbygning til den eksisterende bygning.

Tilbygningen, en ny længe, ventes færdig i april 2019. Til den tid vil Foss i Hillerød kunne gå dobbelt op på arbejdspladser. Innovation Center II kommer til at kunne rumme 430 arbejdspladser, der lægger sig til de 440 i den nuværende bygning. Arealmæssigt bliver der tilføjet 10.400 m2 til de eksisterende 13.600 m2.

Det er ikke et spadestik, der kommet til at gå ubemærket hen. Til at skubbe spaden i mulden har bestyrelsesformand i Foss, Peter Foss, ikke bare sine egne fødder, men også statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) fødder, til rådighed. Og på gæstelisten er desuden tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer og tidligere socialdemokratisk minister Karen Hækkerup, borgmester Dorte Meldgaard (K) foruden alle medarbejderne. Flere ministre er desuden inviteret og melder måske deres ankomst, oplyser Foss.

Foss har i dag salgs- og serviceselskaber i 30 lande og globalt set 1430 medarbejdere, heraf cirka 400 i Hillerød. Der bliver løbende ansat flere, idet man forventer at vækste med 10 procent om året, oplyser Foss. Pt. er virksomheden i gang med at ansætte 14 personer, over halvdelen af disse er inden for softwarevirksomhed, som Foss forventer sig meget af.

– Foss er i gang med en bevægelse fra at være en hardwarevirksomhed til at blive en softwarevirksomhed, hvorfor virksomheden over de næste fem år vil poste én milliard danske kroner i at accelerere den udvikling, siger Helle Lillelund Aggebo.