Rune sendte Bhambri på glatis

Tennis: Holger Rune vandt den forventede sejr, inden August Holmgren gik på banen foran næsten 2800 tilskuere i Royal Stage.

1-1 efter første aften i Hillerød

Holger Rune vandt sin kamp i en fyldt Royal Stage i Hillerød.

Foto: Claus Bech

Det står 1-1 efter førstedagen af Davis Cup-matchen i Hillerød mellem Danmark og Indien. Holger Rune vandt den forventede sejr over Yuki Bhambri fra Indien, mens August Holmgren dog måtte se sig slået af Sumit Nagal i aftenens anden kamp.

Det var et forventningsfyldt publikum, der ikke bare var kommet for at se tennis, men også kommet for at se Danmarks nye verdensstjerne, Holger Rune.

Det danske hold gik på banen til tonerne fra fodboldsangen Re-Sepp-ten fra midtfirserne. Det er kun holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen, der er født i 1983, der med meget god vilje kan huske den.

Holger Rune møder Yuki Bhambri. Davis Cup tennisturneringen Danmark – Indien i Hillerød, fredag den 3. februar 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Holger Rune var første mand på banen, og han skulle møde Indiens næstbedste single. Det er Yuki Bhambri, der ligger nummer 571 på verdensranglisten. Han har dog været i top 100 tidligere i karrieren og vunder syv ATP-titler.

Yuki Bhambri er 11 år ældre end Holger Rune, og selve kampen kan gøres meget kort. Selvom Bhambri kæmpede heroisk, så var der ikke noget at gøre mod den unge dansker, når han både satte sine server og sine returneringer.

Der skal to rigtig gode spillere til at skabe en rigtig god kamp, hvor spændingen er på sit højeste. Det skete aldrig i kampen, men publikum fik prøver på Holger Runes fortræffelige spil.

Når han reddede umulige bolde, eller sendte Bhambri ud at løbe, så løftede taget sig, og holdkaptajn fik noget af den landskampsstemning, som han så gerne ville have.

Kampens højdepunkt, var da Bhambri prøvede at lobbe over Holger Rune, men Rune nåede tilbage til bolden og returnerede den mellem benene og efterfølgende vandt bolden.

– Jeg så lobbet komme, og jeg håbede, han ville lave det, så jeg kunne få lov til at slå den mellem benene. Jeg var helt tilbage i hegnet. Det var nok den bedste, jeg nogensinde har lavet, sagde Holger Rune lige efter kampen til DR.

Davis Cup i Hillerød

Holger Rune-Yuki Bhambri 6-2, 6-2

August Holmberg-Sumit Nagal 6-4, 3-6, 4-6

Det står 1-1 i kampe.

Lørdagens kampe

Johanne Ingildsen/Christian Sigsgaard-Rohan Bopanna/Yuki Bhambri

Holger Rune-Sumit Nagal

August Holmgren-Yuki Bhambri

Holger Rune stillede sig frem ved andenserven og intimidere Bhambri, som lavede mange dobbeltfejl, og der var aldrig tvivl om resultatet.

– Det var spil til et mål. Yuki var godt klar over, at han var over mod overmagten, siger holdkaptajn Frederik Løchte, der ikke er spillende mere.

– Det er lidt anderledes, men det er sjovt at være en del af holdet og være sammen med de her gutter et par uger om året, siger Frederik Løchte, der selvfølgelig havde masser af ros til Holger Rune:

August Holmgren møder Sumit Nagal. Davis Cup tennisturneringen Danmark – Indien i Hillerød, fredag den 3. februar 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

– Det er noget specielt at åbne en Davis Cup-kamp, og Holger klarede det godt.

Holger Rune var også glad for sin præstation.

– Det var en rigtig god kamp. Jeg var fokuseret. Der var nogle ting, jeg gerne ville arbejde på, siger verdensstjernen, der ikke bare spiller fra baglinjen, men også elsker at gå frem på banen.

– Jeg kan godt lide at komme frem til nettet, for jeg kan se, at det er nødvendigt for at slå de bedste i verden, siger Holger Rune.

Efter Holger Runes kamp var der kommet lidt tomme sæder hist og her, men de tilbageværende kunne se August Holmgren fra Snekkersten spille mod Indiens bedste spiller, Sumit Nagal.

Holger Rune møder Yuki Bhambri. Davis Cup tennisturneringen Danmark – Indien i Hillerød, fredag den 3. februar 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

August Holmgren ligger nummer 483 i verden, mens Nagal ligger nummer 506.

Lørdag begynder med doublen, mens Holger Rune skal spille den første kamp mod Sumit Nagal, inden August Holmgren slutter af mod Yuki Bhambri.

Holdkampen kan dog være afgjort inden da, og der kan også ske ændringer i holdopstillingen ind til kort før kampstart.

Indien og Danmark spiller om avancement til gruppe 1, der er gruppen lige under de allerbedste.

Træner Frederik Løchte Nielsen. Holger Rune møder Yuki Bhambri. Davis Cup tennisturneringen Danmark – Indien i Hillerød, fredag den 3. februar 2023.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)