Politikere overvejer klage i gravesag

Grusgrav - protester.
  222114  Foto: Allan Nørregaard
Grusgrav – protester. 222114 Foto: Allan Nørregaard Allan Noerregaard

Hillerød Kommune er nu ved at undersøge muligheden for at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet over Region Hovedstadens gravetilladelse til Tulstrup Sten & Grus, som ønsker at anlægge en ny grusgrav på Nejedevej 22-24.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis Onsdag skal økonomiudvalget beslutte, om kommunen skal gå videre med en klage over gravetilladelsen, der blev givet 30. november 2017.

Det sker efter kommende borgmester Kirsten Jensens brev til borgmester Dorte Meldgaard fra sidste uge.

Her foreslog Kirsten Jensen, at Hillerød Kommune lægger maksimalt pres på Region Hovedstaden for at få regionen til at trække gravetilladelsen tilbage.

Tirsdag besluttede miljø- og teknikudvalget at bede forvaltningen om at undersøge muligheden for at udarbejde en klage.

– Sagen er kommet ret hurtigt, men der er også kort tid til at klage (fristen er 28. dec, red). Derfor får vi mere at vide om sagen på mødet, som gør, at vi kan beslutte noget, siger Dorte Meldgaard (K), om mødet onsdag .

Socialdemokraterne fastholder, at der skal klages.

– For os er det vigtigt, at der bliver sendt en klage. Det er vigtigt, at regionen får de ting at vide, som vi har obseveret derude og som borgerne har observeret derude, som ikke er i orden. Det må betyde noget, hvordan en virksomhed forvalter den tidligere gravetilladelse, de har fået, siger Louise Colding Sørensen (S) som sidder i miljø- og teknikudvalget, til Frederiksborg Amts Avis.

Formand for miljø- og teknikudvalget, Tue Tortzen (Fælleslisten), mener dog ikke, at det giver mening at klage over gravetilladelsen.

– Vi får ikke regionen til at opgive det som graveområde. Det er et skvulp fra valgkampen, som jeg ikke synes er smart af Kirsten (Jensen, red), siger han.

– Men Kirsten Jensens forslag flytter fokus. Selve spørgsmålet om grusindvindingen har vi ingen indflydelse på, og det burde Kirsten Jensen vide. Der ligger noget grus derude. Og det skal hentes, siger han og fortsætter:

– Det Hillerød Kommune kan, er at sørge for, at reglerne bliver overholdt. Politisk har vi givet et klart signal om, at forvaltningen skal gøre noget. Og jeg håber, at der nu køres en hård linje, hvor der er de ressoucer, der skal bruges. Det vil glæde mig, hvis den nye formand (for det nye udvalg for natur, miljø og klima, red) får nogle bedre redskaber, end jeg har haft. Enhver kan se, at det ikke er gået godt med at holde firmaerne på plads, siger han til Frederiksborg Amts Avis.