Hillerød: – Det har været hårdt, men der er masser af kunder. De er nysgerrige og siger velkommen.
Ordene kommer fra 36-årige Mesut Yildiz, der i tirsdags åbnede en fiskeforretning i Helsingørsgade 19, så nu har kunderne i Hillerød igen en selvstændig forretning med alt godt fra havet.
– Jeg har ledt efter en egnet butik, og jeg fik idéen til at åbne i Hillerød, fordi der ikke er en fiskeforretning, sagde Mesut Yildiz i sidste uge til Frederiksborg Amts Avis.
Han har arbejdet med fisk, både i Tyrkiet, hvorfra han kom til Danmark for godt ti år siden, og her i landet. Der var kø i butikken Neptun-Fisk, som den nyslåede butiksindehaver har valgt at kalde sin butik, da avisens udsendte onsdag var forbi. En af kunderne var Birgitte Alslund.
– Det er dejligt med en fiskebutik, for vi plejer at køre til Birkerød. I det hele taget er det et problem, at vi mangler specialbutikker i Hillerød, og det er utroligt, når man tænker på, hvor stor byen er, siger Birgitte Alslund, der køber ost i Farum.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis torsdag