Nu ser Gustav lyst på sin fremtid

Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard

Gustav Søby Holm Mogensen er ikke i tvivl: At skifte skole fra den almindelige folkeskole til CSU Egedammen i Hillerød har ændret hans liv.

– Det har betydet rigtig meget for mig at være på CSU Egedammen. Jeg var blevet nede i det mørke hul, hvis jeg ikke var kommet her, siger han.

Den 15-årige dreng har tidligere gået på Frederiksborg Byskole og Grønnevang Skole afdeling Jespervej, men han passede ikke ind »i den normale skole«, fortæller han.

– Jeg kunne ikke klare den måde, lærerne skældte ud på, og den måde eleverne opførte sig på. Jeg er meget lydfølsom. Hvis én havde gjort noget, blev alle skældt ud, og så tog jeg det altid som om, jeg kunne have gjort noget, at jeg kunne have ændret det på en eller anden måde. Jeg har en autismediagnose, så jeg tænker meget i scenarier, og dem laver jeg rigtig mange af. Jeg kan ikke stoppe, fortæller han.

Brasede sammen

Da han var omkring 13 år gik han ud af skolen. Han blev mobbet med, at han var kraftig, at han havde briller, og at han var anderledes.

– Jeg brasede sammen til sidst, så jeg havde ikke gået i skole i to år, da jeg kom til CSU Egedammen. Jeg sad meget ved computeren derhjemme og prøvede ikke at tænke på det. Det var en måde at adskille sig fra omverdenen på. Jeg gravede mig dybere og dybere ned, siger han.

Er blevet stærkere

For cirka et år siden begyndte han på CSU Egedammen. Her er der ikke klasser og fælles skemaer. Undervisningen er tilrettelagt individuelt til den enkelte elev. Og det har ændret Gustavs hverdag markant.

– Måden, lærerne går til eleverne på, er meget anderledes. De elever, der går her, har haft det virkelig dårligt enten i skolen eller derhjemme. Det ved lærerne, og de ved, at hvis eleverne siger fra, så skal de kunne gøre det, fordi de har været igennem noget hårdt. Jeg har det svært med mange mennesker og måden, man starter en samtale på. Man kan træne sig i at komme tilbage, både socialt og rent skolemæssigt. Her kan jeg lige så stille komme tilbage og sige fra, hvis jeg har brug for det. Jeg er blevet bedre til, hvordan man kommer i gang og starter en samtale, og jeg er også blevet lidt stærkere. Der er ikke så meget, der går mig på mere, så jeg kan presse mig selv mere. Rent fagligt synes jeg, at jeg er blevet bedre, for her går lærerne mere dybt ned og hjælper hver enkelt, siger han og fortsætter:

– Så jeg synes, fremtiden ser meget lys ud, fordi jeg har været her. Jeg kan godt lide den måde, de er på her på skolen, og jeg har fagligt rykket mig meget både i dansk, matematik og engelsk.

Håber på uddannelse

Foreløbigt skal Gustav Søby Holm Mogensen være på CSU Egedammen i et år mere. Måske længere. I fremtiden vil han gerne mere uddannelse og arbejde.

– Jeg vil gerne uddannelse, men det skal være et arbejde, hvor jeg kan gå i dybden med det og ikke behøver at være sammen med særligt mange mennesker. Måske noget IT. Jeg skal i praktik næste år, og det glæder jeg mig til.