Nu ruller de kinesiske elbiler ud på vejene

Xpeng åbnede fredag sit nye hovedsæde i Hillerød.

Nu ruller de kinesiske elbiler ud på vejene

Der blev kigget grundigt på de nye elbiler hos Xpeng i Hillerød. Foto: Marianne Due

De ligner noget fra en James Bond-film og snart kan man opleve elbilerne fra det kinesiske bilmærke Xpeng rulle ud på prøveture på vejene omkring Hillerød.

Fredag åbnede Xpeng sit danske hovedkontor, der nu ligger på Lodbrogsvej 4A i Hillerød, og i weekenden kan nysgerrige bilkunder se nærmere på modellen Xpeng P7. Hovedkontoret rummer showroom, administration og inden længe også et værksted.

– Hvorfor blev det lige Hillerød? Jo, da vi så os omkring i Danmark, så faldt valget på Hillerød, fordi det er en by med innovative virksomheder, et mindset om at gå fremad og en by i vækst, fortalte head of marketing Joachim Vishart Hummel-Gryholm, da han fredag bød gæsterne velkommen til åbningsreception.

Velkommen til bilbyen

Han takkede også for god hjælp fra både Copenhagen Capacity og C4 i forbindelse med etableringen af hovedkontoret og glæder sig til at blive endnu mere involveret i lokalmiljøet . Xpeng er bl. a. i dialog med UNord om, hvordan de kan bidrage til uddannelse af mekanikere.

Borgmester Kirsten Jensen deltog også i åbningsreceptionen, hvor hun takkede for, at det blev Hillerød, som nu også har et Xpeng-bilhus.

– I Hillerød lægger vi vægt på innovation indenfor håndværk, handel og life science. Her er meget store virksomheder, så der vil også være interesse for en virksomhed som jeres. Vi er stolte af, at I har valgt, at jeres hovedsæde skal ligge her hos os og byder jer velkommen til en vigtig uddannelsesby, erhvervsby og bilby, sagde hun.

De nye kinesiske elbiler kan opleves i weekenden kl. 10-16.

Borgmester Kirsten Jensen bød Xpeng velkommen til Hillerød. Foto: Rikke Uldall-Ekman/Xpeng