Nordsjælland gik i opløsning

Håndbold: Nordsjælland havde ikke noget forsvar og blev effektivt sat på plads af bundholdet HC Midtjylland.

Foto:

HC Midtjylland 35

Nordsjælland 25

HC Midtjylland havde inden fredagens opgør hentet bare tre point i de foregående 23 kampe. Alligevel skulle det vise sig at være en rigtig svær nød at åbne. Nordsjælland havde ikke fået det rigtige værktøj med til Herning og måtte tage hjem med en flov smag i munden.

Herning-holdet består af mange gode tekniske spillere. Det mangler måske kun lige den sidste fysik til rigtig at bide sig fast i ligaen, men fredag viste holdet sig fra sin stærkeste side.

Nordsjælland mødte ellers HC Midtjylland med den helt rigtige fysik. Alligevel lykkedes det HC Midtjylland at tage toppen af det pres, som Nordsjælalnd lagde, ved at have to vellykkede indspil til stregen Valdemar Hermansen og en frispilning ud til fløjen Magnus Sønnichsen i de tre første angreb.

Det gav HC Midtjylland en føring 3-2, og samtidig begyndte tvivlen at indfinde sig i Nordsjælland-forsvaret. Gjorde man nu det rigtige eller ej?, og den rådvildhed, der opstod, formåede HC Midtjylland til fulde at udnytte.

Bagspillerne fik pludselig bedre vilkår, og det udnyttede de effektivt. Nordsjællands to målmænd Jimmi Andersen og Frederik Andersen fik slet ikke fat.

Det gjorde, at HC Midtjylland havde teten. Nordsjælland var kun på omgangshøjde ved stillingen 8-8 og 9-9 midt i 1. halvleg.

Ved stillingen 13-11 til HC Midtjylland, så tog cheftræner Simon Dahl timeout. Men tænkepausen havde ikke den ønskede effekt og ved at score halvlegens to sidste mål kunne HC Midtjylland gå til pause med en føring på fire mål.

Nordsjælland forsøgte til 2. halvlegs start at gå i en 5:1-forsvarsformantion med Matias Campbell som den fremskudte indianer. Men det var en aften, hvor Nordsjælland ledte med lys og lygte efter noget, der fungerede. Det fandt holdet aldrig.

Så blev det absolut heller ikke bedre af, at holdet løb ind i et par udvisninger i starten af 2. halvleg til Matias Campbell og Julius Mørch-Rasmussen.

Men det kan ikke undskylde, at Nordsjælland i den grad gik op i limningen. Det var ren opløsning, og det hele var afgjort ti minutter inde i 2. halvleg, da Rasmus Madsen scorede til 25-17.

Da ønskede det medrejsende Nordsjælland-publikum, der ellers havde udgjort en synlig og højlydt kulisse på de ellers sparsomt besatte tilskuerpladser, at kampen blev fløjtet af så hurtigt som muligt, så man ellers kunne komme hjemad i en fart. Det var ikke nogen sjov aften.

Med nederlaget må Nordsjælland konstatere, at holdet ikke kan gentage sidste sæsons 10. plads i grundspillet, og holdet må samtidig belave sig på hård kamp med Mors-Thy og Lemvig-Thyborøn i bestræbelserne på at besætte 11. pladsen i grundspillet.

Jimmi Andersen havde en travl aften med at hive bolde ud af nettet. Foto: Mads Hussing