Ni-årig Hillerød-dreng løb 3000 m i kanontid

Foto: Picasa, Maja Vindelev

Hillerød: Ni-årige Axel Vang Christensen, FIF Hillerød, blev i lørdags østdansk mester på 3000 meter i tiden 11,56,14 minutter. Axel løb i gruppen op til 10 år, men hans tid var så god, at den også havde rakt til medalje, hvis han havde løbet i de to ældre klasser, drenge 11 år og drenge 12 år. De løb således i samme heat som Axel, og sølvvinderen der hentede ni-årige Axel med mere end en omgang.

Vindertiden på under 12 minutter var ganske imponerende, da sidste års vindertid var 13.14 minutter. Axel var dermed hele et minut og 18 sekunder hurtigere. På skoler, gymnasier og i militæret bruger man en såkaldt Coopers test, når en løbers kondition skal vurderes. Cooper løbetesten går ud på at løbe så langt som muligt på 12 minutter. Der er en gylden skillelinie, som hedder, at en god løber skal over tre km. Der er der mange sportsfolk, der kan. Men det er lidt af en sensation, at Axel kunne klare grænsen i en alder af kun ni år.

Axel dyrker atletik, når han ikke spiller fodbold FCN/Farum Boldklub U10, hvor han er på eliteholdet. Han har selvtrænet løb to-tre gange om ugen, og han meldte sig ind i FIF Atletikklub, så han kunne prøve at konkurrere i en af sine friweekender, hvor der ikke er foldboldkampe. Det var så i lørdags, han skulle prøve konkurrenceløb for første gang, og det blev altså til et østdansk mesterskab i Ballerup SuperArena, hvor det gik super.

Det var Axel Vang Christensens første atletikløb på bane – han fik sine første pigsko i fredags. Han bor i Hillerød og går i skole på Byskolen, hvor den hurtige løber går i 3. klasse. Det unge løbetalent har fået en del lykønskninger, hvilket især skyldes den flotte tid.