Sportskilen på Milnersvej er centrum for kultur, sport og messer, og denne weekend var der »ældre sager« på programmet. Folk valfartede til loppemesse i FrederiksborgCentret, og der var også fyldt pænt op inde i badmintonhallen – selv om det er nogle år siden, at Peter Rasmussen og Jens Eriksen var fjerboldspillere i verdensklasse.
De to veteraner er stadig i vigør på Hillerød Badmintonklubs førstehold i 3. division, som mødte Karlslunde i kamp om oprykning til 2. division. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
For kun tre år siden var Hillerød i 1. division, men siden er det gået nedad. De gamle drenge og piger går dig stadig forrest. 47-årige Jens Eriksen vinder klart sin mixeddouble med 38-årige Line Haarkjær, og 42-årige Peter Rasmussen sejrer også i to sæt i sin førstesingle. Men det kniber med at få de unge med helt op.
– Vi har et hul i aldersgruppen 15-22. Der er vores spillere endnu ikke stærke nok til at være med, men de er på vej, siger Mikael Rasmussen fra HB´s seniorspilleudvalg.
– Det skal nok komme. Vi har været oppe og så nede, men nu prøver vi at bygge op igen, istemmer Jens Eriksen. Udover at træne selv to gange om ugen, tager han også hver onsdag en tørn med 12 udvalgte talentspillere i aldersgruppen 15-20 år.
Jens Eriksen, der i double har to All England-sejre, foruden OL-bronze og VM-sølv i bagagen, håber også, at hans egen entusiasme kan smitte af. Han stoppede først som omrejsende elitespiller, da han var 39 år.
Mens det er de rutinerede spillere, der trækker læsset på Hillerød Badmintonklubs førstehold, så er det faktisk »de gamle«, der har svigtet, når vi taler om klubbens udvikling.
– Det er hele badmintonsporten, der er ramt på tilbagegang i medlemstallet. Det er ikke så længe siden, at vi i Hillerød Badmintonklub var omkring 500 medlemmer, men nu har vi kun 425, og det er altså banelejerne, altså motionister, som vi henter flest udmeldelser fra, fortæller Lars Østergaard, klubbens formand.
– Vores håb er ungdomsspillerne. Vi har hele 160 spillere i ungdomsafdelingen, og vi henter rigtig mange gode resultater. Jeg vil tro, at vores bedste U/13-spillere tilhører top-fire her i landet.
Derudover har vi etableret et talentudvalg, der skal bygge bro mellem ungdomsspillerne og lette dem vejen op til førsteholdet. Det er noget, som tidligere er blevet forsømt, og det er bl.a. derfor, at det er de »gamle«, der fylder så meget på førsteholdet, Gennemsnitsalderen gør jo nærmest 3. divisionsholdet til et veteranhold, fortæller Lars Østergaard.
På ungdomssiden er samarbejdet med de lokale skoler af stor betydning. Hillerød Badmintonklub tager ud på skolerne og agiterer for deres sportsgren især 2.,3. og 4. klasserne.
– Det er vigtigt, at få børnene i gang så tidligt som muligt, men op til den her sæson har vi da også fået 30 nye medlemmer ad den vej, fortæller Lars Østergaard.