For at undgå smittespredning måtte eleverne ikke synge. Corona sætter sit præg på både hverdag og fest, også på den gamle skole midt i Hillerød.
Foto: Allan Nørregaard
125 år har de sunget, på Marie Mørks Skole. Det gjorde de, da skolen åbnede i 1895 – for præcis 125 år siden. Det gjorde de hver dag under 1.verdenskrig, og igen under 2. verdenskrig. Men ikke nu, hvor der er corona.
Foto: Allan Nørregaard
Der kunne være lagt op til den helt store fejring og fest, men også her har corona lagt en dæmper på det hele. Eleverne holdt små fødselsdagsarrangementer hver for sig ude i klasserne om formiddagen, og samledes 12.15 i skolegården, hvor der blev sendt 500 heliumballoner afsted med elevernes individuelle ønsker for skolen skrevet på deres egen ballon.
Foto: Allan Nørregaard
I 1895 byggede Marie Mørk sin egen skole – her. Langt ude på landet. Nu 125 år senere er Hillerød vokset og skolen ligger i dag midt i byens trafikale centrum. Det, der er særligt ved Marie Mørks Skole, er alle de voksne og børn, der dagligt er på skolen. Det er jer, der er Maries Skole. Det er dem, vi er og de ting vi gør, der dagligt skaber vores skole. En af de ting, der særligt gør Marie Mørks Skole unik, er vores sang. Vi synger og synger sammen. Eller… det vil sige; vi sang altid sammen. I 1895, da skolen åbnede sang vi på skolen. Hver dag under 1. verdenskrig; sang vi sammen. Da vi for 100 år siden – på denne dag – fik skolens banner; der sang vi. Under 2. verdenskrig sang vi sammen – selv, når der blev skudt på gaden – lige herude, sagde forstander Henrik Christensen i sin tale…
Foto: Allan Nørregaard
Men under corona: Der synger vi ikke. Nattergalen er helt stille. I 125 år har sangen altid lydt – og nu… er der stille. Vi spritter hænder, vasker hænder, tager mundbind på i bussen, og dropper fællessangen – fordi vi alle ønsker at komme af med den ubudne gæst, der hverken passer ind på skolen eller i denne verden…., fortsatte Henrik Christensen
Foto: Allan Nørregaard
Henrik Christensen citerede Poul Henningsens berømte sang:Netop under 2. verdenskrig skrev Poul Henningsen en sang, der beskriver nogle af de følelser, vi kan have i denne tid. t Man binder os på mund og hånd Men man kau0026apos; ikke binde ånd Og ingen er fangne Når tanken er fri Vi har en indre fæstning her Som styrkes i sit eget værd Når bare vi kæmperu002du002d For det, vi kau0026apos; liu0026apos; Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl Ingen kan regere det, som vi bestemmer selv Det lover vi med hånd og mund I mørket før en morgenstund At drømmen om frihed Bliu0026apos;r aldrig forbi
Foto: Allan Nørregaard
Alt bliver som før. Og når corona ikke længere er hos os, så skal vi synge. Vi skal synge af lungernes fulde kraft, om lyse nætter og hilse godmorgen til det lille land. Vi skal hilse på Morgengry og mindes Jens Vejmands frønnede bræt. Indtil da må u0026quot;syngeu0026quot; sammen – på andre måder. Nu sætter jeg musik på med sangen: u0026quot;Sensommervisenu0026quot;. I skal holde ballonen med den ene hånd og den anden hånd for jeres mund. I skal ikke synge, men nyde musikken. Jeg løfter min hånd. Når jeg tager min hånd ned – så slipper I jeres balloner og fjerner hånden fra munden. Tillykke med de 125 år, sluttede forstanderen sin tale.
Foto: Allan Nørregaard
Så flot så det ud, da eleverne slap ballonerne.
Foto: Allan Nørregaard
Marie Mørks Skole holder onsdag 125 års jubilæum – i skyggen af corona. Klik Se her alle billederne og læs forstander Henrik Christensens ord til eleverne.
.
