
Danmarks bedste kvindelige bordtennis-spiller, Mie Skov, bliver presset til det yderste, når hun fredag aften debuterer for Hillerød GI i Elitedivisionen mod Virum-Sorgenfri i Royal Stage i Hillerød. Hun har fået dispensation til at stille op i herrerækken for at optimere sin chance for at kvalificere sig til OL næste år.
Mie Skov risikerer at skulle op mod Virum-Sorgenfris Mikkel Hindersson, der har vundet samtlige sine singlekampe i denne sæson.
– Så får hun nok hænderne fulde, konstaterer formand for Hillerød GI, Thomas Hjermind Jensen.
Taktiske overvejelser
Det er holdets chance for at vinde holdkampen, der afgør opstillingen, og Hillerød GI har muligheden for at placere Mie Skov i såvel første- som andet parkryds.
– Vi har endnu ikke helt besluttet, om Mie skal spille i første- eller andet par-kryds. Det er noget som vi af taktiske årsager først tager stilling til på dagen. Placerer vi hende i første parkryds, så kan hun nok få det svært, mens hun godt kan vinde nogle kampe i andet parkryds, siger formanden.
Thomas Hjermind Jensen understreger, at det på ingen måde svækker Hillerød GI's chancer, at 34-årige Mie Skov er trådt ind på herreholdet.
– Hun er på niveau med de andre, og hvis hun ikke stillede op mod Virum i aften, så skulle vi bare have en anden ung svensker med, og så vil vi da hellere have Mie med. Det er sjovere, siger Thomas Hjermind Jensen.
Mens Mie Skov prøver at hæve sit personlige niveau i bestræbelserne på at kvalificere sig til OL næste år i Tokio, så rækker ambitionerne for Hillerød Gis herrehold sig til en plads i slutspillet.
Det kræver en plads i top 6, og sjettepladsen er også den placering, som Hillerød indtager før aftenens kamp mod favoritterne fra Virum-Sorgenfri.
– Kan vi vinde – og der er en chance – så er vi et stort skridt nærmere på at indfri målsætningen. Skulle vi gå hen og tabe, så er der en nøglekamp senere i november mod København, siger Thomas Hjermind Jensen.
Til aftenens kamp stiller Hillerød GI foruden Mie Skov op med de to stortalenter Patrick Skarsholm og Daniel Simonsen samt en svensker. Hos Virum-Sorgenfri er Christian Kongsgaard og Lars Hauth to andre velanskrevne bordtennis-navne foruden Mikkel Hindersson.
Der er adgang for tilskuere i Royal Stage, men holdkampen kan også følges på internettet, hvor Hillerød GI live-streamer opgøret. Det sker på linket: www.hgibordtennis.dk/klub/hgi-bordtennis/sider/live
Kvinderne i guldforsvar
Medens Hillerøds herrer afvikler en enkelt holdkamp fredag aften, så skal klubbens forsvarende danske holdmestre hos kvinderne ud i en helt serie af kampe i elitedivisionen i weekenden. Her er Hillerød GI vært i Royal Stage, hvor syv ud af otte hold i ligaen er samlet for at afvikle tre runder.
B75 fra Hirtshals kan ikke deltage på grund af nedlukningen af Nordjylland, mens Mie Skov ikke må spille på kvindeholdet samtidig med deltagelse hos mændene.
– Det svækker selvfølgeligt holdets chancer for at genvinde guldet. Men vi synes, at vi har et godt homogent hold, der har chancen for at gøre det, selv om første målsætning er at kvalificere sig til slutspillet, siger Thomas Hjermind Jensen.
Grundstammen på holdet består i denne sæson af rutinerede Pia Toelhøj, dansk-kineseren Chen Yan samt talentfulde Nicoline Koefoed, der er kommet i gang igen efter en pause. Holdet er kommet godt i gang og har vundet de to første kampe.