Kulturnat: På jagt efter historiens sejeste kvinder

9. september er der kulturnat i Hillerød. På biblioteket er der skattejagt og en masse seje kvinder

Til kulturnatten kan man blandt andet få en speciel tatovering. Pressefoto

Til kulturnatten kan man blandt andet få en speciel tatovering. Pressefoto

I år er kulturnatten endelig tilbage i Hillerød efter to års fravær, og det skal selvfølgelig markeres med et brag af en aften, hvor kulturen er i centrum, skriver Hillerød Bibliotek i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Derfor har Hillerød Bibliotek selvfølgelig en masse sjove og spændende aktiviteter på programmet. Fokus er i år på børn og unge, som blandt andet bliver nogle af de første i Danmark til at gå på opdagelse i et helt nyt storytelling-koncept. Biblioteket har nemlig indgået et spændende samarbejde med Copenhagen Bombay, der er et produktionsselskab og mediehus fra København med speciale i original storytelling til børn, unge og familier.”

Firmaet er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på et projekt omhandlende betydningsfulde, men desværre oversete, historiske danske kvinder, som har udrettet noget særligt for deres samtid. Copenhagen Bombay portrætterer blandt andet kvinderne i en række animerede kortfilm.

På jagt efter seje kvinder

Skattejagten kommer til at foregå på børnebiblioteket, hvor børnene med en app i hånden, kan gå på opdagelse efter plakater med kvindernes portrætter og QR-koder, som leder dem direkte ind på de små kortfilm. Børnene får også udleveret en kupon til at tage med på skattejagten, hvor de kan afkrydse kvindeportrætter og besvare nogle enkle spørgsmål, relateret til filmen om kvindens historie og bedrifter.

Udover skattejagten vil der også være en familiekoncert med Beat & Brøl, og børnene kan prøve at være landsskabsarkitekt for en dag, På pladsen bag ved biblioteket kommer en masse unge kunstnere til at give den gas med kreative projekter. Man kan blandt andet komme og få lavet en tatovering.

Jk