Kulturen undgik blodbad

Foto: THOMAS OLSEN, Maja Vindelev
FOTO:THOMAS OLSEN 170410
  HILLERØD KUNSTDAGE
FOTO:THOMAS OLSEN 170410 HILLERØD KUNSTDAGE ©THOMAS OLSEN – SJÆLLANDSKE MEDIER

Hillerød: – Der er blevet skåret i kulturen, men et blodbad blev det ikke.

Sådan siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget Peder Bisgaard (S) til Frederiksborg Amts Avis, når han skal vurdere sit udvalgsområde med kultur og idræt.

– Overordnet set hviler øjnene på området, når der skal spares, fordi det langt hen ad vejen er kan-udgifter, som jo ikke er det samme som udgifter til børn, gamle og skoler. Jeg var nervøs for en ren massakre, og jeg er da ked af nogle af de ting, der er sparet, ligesom jeg er glad for ting, der er friholdt, siger udvalgsformanden.

En af de fire kulturelle fyrtårne er sparet væk, idet 400.000 kroner – med 100.000 kroner til hver – er blevet reduceret til det halve. Nu skal Mastodonterne, New Note Festivalen og Kulturnatten dele 200.000 kroner, mens Kunstdagene ikke får penge i 2011 og sikkert derfor forsvinder.

– Jeg er ked af, at vi skærer i kulturkontrakterne, hvor vi havde fire fyrtårne til at brande Hillerød. Det er lidt ærgerligt, og umiddelbart er det skidt, at vi fjerner driftsmidler fra Støberihallen (350.000 om året, se gårsdagens avis, red.), men det ville nok være kommet alligevel. Til gengæld er jeg glad for, at vi undgår nedskæringer på musikskolen og på Frivilligcentret og meget glad for, at vi fastholder idrættens dag, siger udvalgsformanden.