
Nordsjælland: Fire kommuner i DGI Nordsjælland sætter sammen med DGI fokus på unge og deres frivillige engagement igennem gratis workshops.
På fire workshops i Hillerød, Birkerød, Frederiksværk og Ølstykke kan foreninger få konkrete råd og inspiration til at tiltrække unge.
For der er et paradoks. Unges trivsel forbedres, når de er frivillige i en idrætsforening, viser en undersøgelse af bureauet KL7 fra 2019. Alligevel falder antallet af frivillige unge i foreningerne.
Bestyrelsesformand i DGI Nordsjælland, Per Frost Henriksen, mener, at flere unge frivillige vil gøre gavn for både de unge og for foreningerne:
– Vi ved, at alt for mange unge desværre mistrives. Ved at være frivillig i en forening bliver man en del af et fællesskab, og det kan være til stor gavn for både den unge men også foreningen, som kan få nye spændende input fra de unge, hvis de giver dem chancen, siger han.
DGI har sammen med halvdelen af landets kommuner søsat indtil videre 52 gratis workshops i hele landet, hvor lokale idrætsforeninger kan få konkrete værktøjer til at få unge ind i foreningen.
Tal fra Idrættens analyseinstitut IDAN viser, at 43 procent af 16-19-årige er frivillige. Til sammenligning er 35 procent af 20-79-årige frivillige.
Men 39 procent af unge, som ikke allerede er frivillige i dag, vil gerne være det. Det viser undersøgelsen foretaget af bureauet KL7.
DGI sætter fokus på unges frivillige engagement som et led i en større indsats, der vil løbe i hele 2023. Det ser Per Frost Henriksen et stort potentiale i:
– Vi ved, hvor vigtigt det kan være for unge at engagere sig i frivilligt arbejde i en forening, hvor de kan lave noget, de brænder for, og samtidig gøre en forskel for andre. Derfor har vi i DGI Nordsjælland stort fokus på at skabe rammerne så de unge kan blive frivillige, siger Per Frost Henriksen.
Målet med DGI og kommunernes workshops er at få unges frivillige engagement på dagsordenen i foreningerne, og samtidig udvikle foreningerne så de bliver endnu bedre i stand til at tiltrække unge.
På de mange workshops får deltagerne mulighed for at møde unge frivillige og høre om deres oplevelser og erfaringer. Herudover får deltagerne den nyeste viden fra undersøgelser, inspiration fra andre foreninger, og viden om hvilke værktøjer og indsatser foreningerne kan tage i brug.