Finsk succes for lokal kunstner

Foto: Picasa, Jimmy Rømer
Finnerne er begejstrede for Anitta Jonas? malerier, og hun skal igen udstille i Finland. Foto: Michael Arawn Kjøge
Finnerne er begejstrede for Anitta Jonas? malerier, og hun skal igen udstille i Finland. Foto: Michael Arawn Kjøge

For nylig havde hillerødkunstneren Anitta Jonas fået en aftale i stand om en udstilling i Finland, og hun var meget spændt på udfaldet. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

– Det gik helt forrygende i Helsinki og overgik alle mine forestillinger. Der kom mange gæster til ferniseringen og deriblandt to repræsentanter fra den danske ambassade, der dukkede op med blomster, tog billeder og lagde det på deres webside, fortæller hun.

Udstillingen er slut nu, og der blev i alt solgt tre malerier af de 14, Anitta Jonas havde udstillet, endda to store på en weekend.

– Der var sågar to, der var interesseret i det samme maleri, så man må sige, der var rift om dem. I det hele taget blev udstillingen godt modtaget, folk var begejstrede og galleriejer Anna-Maija Kajaste havde også hængt dem så fantastisk smukt op. Flot, flot galleri i det hele taget, og udstillingen var bare så smuk, forklarer Anitta Jonas.

Onsdag ringede galleriejeren så og sagde, at hun godt ville lave en soloudstilling i sit store galleri i Oulu i august eller september.

– Hun spurgte, om jeg kunne male nogle flere malerier til den udstilling, så nu skal jeg af sted igen til fernisering i august eller september. Derudover har jeg mange jern i ilden i øjeblikket, jeg har store planer sammen med en kunstnerkollega og glæder mig så meget til at gå i gang. Jeg er bare så glad og taknemmelig, alt ser ud til at flaske sig, og fremtiden ser lys og meget udfordrende ud, slutter Anitta Jonas.