Oven på et nederlag til bundproppen HC Midtjylland, der gjorde voldsomt ondt efter en svag indsats, og en mindre prangende pokalsejr over 2. divisionsholdet Køge, så var der en smule usikkerhed om, hvor Nordsjælland stod formmæssigt.
Så da Nichlas Hald i kampens første angreb sendte en aflevering mod Tobias Jørgensen direkte ud på tilskuerpladserne, så var der en del, der sad tilbage med en knugende mavefornemmelse af, hvorledes det dog skulle gå.
Det kom så også til at holde stik, selv om det vil være forkert at lade fejlafleveringen have betydning for resten af opgørets forløb.

For på å to mål i træk af stregen Julius Mørch-Rasmussen bragte Nordsjælland foran 6-4 i starten af opgøret.
Det så ud til at køre, men derfra løb Nordsjælland ind i en periode med dårlige afslutninger. Det skyldtes også, at Nordsjælland lidt mange gange kom til afslutning med højre hånd fra højreback, og Sønderjyske-målmand Kasper Larsen forstod at lukke ned for de smalle vinkler.
Gæsterne bragte sig foran 8-6 – blandt andet takket været en stærkt skydende August Wiger.
Nordsjælland kom på tilbage på 8-8, men sønderjyderne trak hurtigt fra igen. Nordsjælland forsøgte at løse op for angrebsspillet ved at spille syv-mod-seks uden at det dog var nogen mirakelkur.
Faktisk var hjemmeholdet heldige med ikke at være bagud med fire mål, da en fejlaflevering fra Matias Campbell gav Sønderjyske en friløber. Men Frederik Andersson reddede for Nordsjælland, og så var der præcis tid nok til at etablere et kontraangreb, som Jeppe Cieslak flot eksekverede til 12-14.
Desværre tog Nordsjælland sig ikke den opmuntrende afslutning med ind i 2. halvleg. Her startede Carl-Emil Haunstrup med at brænde et straffekast, Julius Mørch-Rasmussen misbrugte en kontrachance, og Kristian Olsen fik sendt to mindre gode afslutninger afsted. Sønderjyske var anderledes skarpe, så cheftræner Simon Dahl måtte tage timeout seks minutter inde i 2. halvleg bagud 19-13.
Det hjalp ikke. Simon Dahl måtte syv minutter senere igen smide timeoutkortet. Denne gang bagud 23-16.

Igen forsøgte Nordsjælland sig med syv-mod-seks spil. Det gav også bonus med to hurtige scoringer, men det nåede aldrig at blive spændende. Dertil havde Sønderjyske med storspillende August Wiger for godt fat i den anden ende af banen.
Dermed holder Sønderjyske liv i chancen for at gå i top 8 og nå medalje-slutspillet. Holdet klemte sig ind i det gode selskab, da Mors-Thy samtidigt vandt over THH Holstebro.
Det gjorde så også, at Nordsjællands situation er uændret. Holdet ligger fremdeles på en 12. plads, der trækker et point med over i kvalifikationsspillet. Lemvig-Thyborøn på 13 pladsen – et point efter – har dog to kampe tilbage og møder bundholdet HC Midtjylland i sidste kamp. Nordsjælland skal i sidste runde til Fredericia den 3. april.
