Der var bøjede hoveder og langt til smil, da Nordsjælland-spillerne entrede halgulvet efter fredagens nederlag til Sønderjyske i Royal Stage i Hillerød. Der var en klar erkendelse af, at man havde skuffet hjemmepublikummet og at der skal andre boller på suppen, hvis man skal blive hængende i ligaen.
– Vi er inde i en hård tid. Det kan vi ikke løbe fra. Vi skal have en god snak i morgen, når vi møder ind til træning igen. Vi skal have talt det her igennem, for hvis vi går ind i kvalifikationsspillet på den måde, så får vi ikke mange point, siger Nordsjællands stregspiller Julius Mørch-Rasmussen.
Han kunne se, at Sønderjyske trak fra i starten af 2. halvleg, da han selv og medspillerne ikke kunne få bolden ind over stregen.
– Vi burde bare komme flyvende ud til 2. halvleg. Vi gør os ikke umage nok med de chancer, som vi bare skal score på, og når man ikke kan putte de bolde ind, så er det svært at vinde håndboldkampe. Vi har mange personlige fejl. Det bliver bare for meget, siger stregspilleren, der også kunne se, at forsvaret lukkede alt for mange mål ind.
– Vi stoler ikke nok på hinanden nede i forsvaret i dag, vi bliver usikre på de aftaler vi har. De løber bare igennem, siger Julius Mørch-Rasmussen.
Hans holdkammerat Matias Campbell var helt på linje.
– Lige nu har jeg ikke det gyldne svar på, hvad der skete. Jeg tror, at jeg skal hjem og se kampen på video for at kunne sige, hvad der gik galt. Lige nu er det svært at sige, om vi egentlig spiller ok eller vi bare brænder usandsynlig meget, lige som vi alle sammen laver for mange tekniske fejl, siger Matias Campbell.
Det klare nederlag kom lidt bag på ham.
– Vi har jo egentlig trænet godt frem mod kampen, men vi ramte den ikke, konstaterer Matias Campbell og tilføjer:
– Vi er nødt til at kigge indad. Det ville være rart, om der kom en med lidt fanden-i-voldskhed, der bare gav os andre en ordentlig røffel. Der sker ikke så meget.