Betjenten blev bedemand

Foto: unknown, Tore G. C. Rich
Kollegaerne på politistationen i Hillerød måtte mandag sige farvel til en god kollega, da specialkonsulent Christian Have holdt kombineret afskeds- og fødselsdagsreception. Foto: Tore G. C. Rich
Kollegaerne på politistationen i Hillerød måtte mandag sige farvel til en god kollega, da specialkonsulent Christian Have holdt kombineret afskeds- og fødselsdagsreception. Foto: Tore G. C. Rich

Politistationen i Hillerød har de seneste 20 år været specialkonsulent i Nordsjællands Politi Christian Have arbejdsplads. Gennem 38 år har han været ansat i politiet og i mange år har han kompetent stået for den daglige kontakt til pressen med døgnets seneste begivenheder, men i mandag holdt han kombineret farvel-, og fødselsdagsreception.

For dagen var hans sidste i styrken, han bliver nu fast bedemand hos Uldahl Begravelsesforretning i Holte, og på næste mandag, den 21. marts, fylder han 60 år. Med arbejdsskiftet kommer Christian Have en smule tættere på sit hjem. Han bor nemlig i Birkerød, hvor han også er medlem af menighedsrådet.

Ved receptionen var forsamling af nuværende og tidligere kollegaer, blandt andre tidligere vicepolitiinspektør i Hillerød Per Haxthausen, der også efterfølgende er blevet bedemand. Men kollegaerne var ikke meget for at slippe ham.

– Vi kommer til at savne dig. Du er ham, når der er et eller andet, hvad gør man så? Spørg Christian. Du løser it-problemer, og du kender altid nogen, og kan skabe kontakt, sagde politikommissær Morten Riisager-Pedersen i sin tale.

– Det er trist, at verden ikke er, så du kan fortsætte. Nu må vi lade dig gå videre. Det er skønt at høre dig tale om bedemandsarbejdet, du kan bringe lethed ind i det, tilføjede han.

Og Christian Have kvitterede:

– Jeg er kommet vidt omkring. 20 år her i Nordsjællands Politi har været rigtig godt. Jeg har altid været glad for at være her. Man skal blive så længe, det giver mening. Jeg er kommet til det punkt, hvor jeg ikke selv synes, at det giver mening mere, sagde han og takkede kollegaerne for tiden her.

– Det har været hyggeligt at være her, sagde han.

Christian Have har især arbejdet med den forebyggende indsats. Og den sidste dag er ingen forskel. Den slutter nemlig med et kriminalpræventivt foredrag klokken 19.00 i Blistrup Medborgerhus. Først herefter afleverer han nøglerne på stationen.