Bendstrup Camping: Som en kolonihave på hjul

Hver sommer genopstår et lille landsbysamfund på ny. Vognkolonien Bendstrup Camping fyldes med familier, der lige er kommet til og familier, der har tilbragt sommeren netop her i generationer.

Foto: Johanne Wainø, Joachim Christensen

Fra trætoppene synger alle havens fugle i kor en eftermiddag i juli. Over dem ligger et faretruende stort og sort skydække, men bag de grønne hække på Bendstrup Camping går det rolige ferieliv sin stille og ubekymrede gang. En brummen lyder fra vaskeriets maskiner bag fælleshusets gule mure, og foran leger to piger tagfat på græsset.

Ad en sti kommer et ældre ægtepar spankulerende, og på de små frimærkegrunde sidder pladsens campister og nyder en kop kaffe eller en bog, denne dag mest inde i vognene i læ for det truende regnvejr.

De første campister flyttede ind på Bendstrup Camping i sommeren 1964, og for 40 år siden blev pladsen, der senere har fået status som vognkoloni, stiftet som andelsforening. I dag har foreningen 135 andelshavere, og pladsen er for manges vedkommende blevet et andet hjem i sommerhalvåret.

Men de seneste år har pladsen oplevet et generationsskifte, fortæller 74-årige Knud Erik Madsen, der er bestyrelsesformand for vognkolonien, da han viser pladsen frem.

– Vi har haft en ret stor udskiftning. Mange ældre er flyttet ud, og mange børnefamilier er kommet til. For fem år siden var her næsten ingen børn, og nu løber der altid glade unger omkring, siger han.

Selv har han holdt til på pladsen i 37 år. Han kender hver et vejnummer og hilser på alle dem, han møder på sin vej.

På gåturen støder Inge Binder til, der købte en grund og vogn for 11 år siden og også er en del af bestyrelsen.

Hendes mand faldt for deres vogn, fordi den havde blyindfattede ruder. De viste sig dog at være af plastik, men da de nåede til den erkendelse, havde de allerede forelsket sig i stedet, fortæller hun med et vemodigt smil.

De nåede at have ti somre sammen på Bendstrup Camping, inden Inge Binders mand gik bort sidste år. Tabet har fået hende til at opleve vognkolonien på ny.

– Vi er mange, der er blevet alene over de seneste år, og det har skabt et helt særligt fællesskab. Det betyder utrolig meget for mig, at der altid er nogen, der vil lytte eller give en hjælpende hånd. Det er virkelig det særlige her. Vi har et helt fantastisk fællesskab, og vi passer på hinanden, siger hun.

Et sørgmodigt farvel

Pladsen ligner ikke en ganske almindelig campingplads. Mange vogne er lavet i stål eller træ og er malet i pastelfarver, har træterrasser og højbede med urter og rabarber. De fleste ligger skjult bag høje og vilde levende hegn. Mange steder har fuglene sørget for at så et bunddække af skovjordbær. Hvert område og sti har passende tilnavne som for eksempel Millionærgangen. På en af pladsens flottest beliggende grunde med udsigt ud over marker og indimellem græssende får er Mike Walters igang med at pakke 20 års sommerferier sammen. Han har besluttet at forlade Bendstrup Camping, men det er med et tungt hjerte, fortæller han, mens han ihærdigt forsøger at få plads til lidt mere i sin propfyldte personbil.

– Der var nogle ude at se på grunden i dag, og der begyndte jeg at græde. Min kone var højgravid, da vi kom hertil, og nu er min datter en 20-årig kvinde. Det kan jeg jo ikke undgå at blive rørt af. Men her er så mange minder, at det næsten gør det svært at skabe nye her, siger han, og fortæller, at de kom til Bendstrup Camping for at undgå, at deres datter blev et bybarn.

– Vi kommer fra Frederiksberg, men jeg ville ikke have en Frederiksberg-pige. Jeg ville have et barn, der spiste orme og fik jord under neglene. Og det gjorde jeg også, fordi vi kunne være her, siger Mike Walkers, der har brugt meget af sin tid på campingpladsen med at bygge udendørsovne af skrot, og rundt omkring i haven står de dekorative ovne i alskens former.

Inden han sætter sig i bilen, slipper håndbremsen og triller væk, tager han en dyb vejrtrækning og aftaler med Knud Erik Madsen og Inge Binder, at mødes til en øl i hans nye kolonihave i Næstved.

Næste stop: Bendstrup

Mike Walters er ikke den eneste, der har en hobby, der har fået frit løb i Bendstrup. Da Knud Erik Madsen nærmer sig sin egen vogn, titter et perronskilt frem bag hækken, og rundt langs hele kanten af den lille grund løber en togskinne med modeltog på. Ved indgangen er skinnerne gravet ned under jorden. Det er et levn fra, da børnene lå i barnevogn og skulle køres ind til vognen, fortæller han, mens hans kone Irenes hoved, titter ud fra vognens fortelt.

Deres nu granvoksne børn og hele ni børnebørn bruger også meget af deres sommer i Bendstrup, og de kunne ikke forestille sig det anderledes, fortæller Irene, mens Knud Erik Madsen får gang i et af togene, som straks udstøder et triumferende hyl fulgt af en myndig stemme fra et tysk togpersonale, der gør klar til afgang.

– De elsker at være her, og det gør vi også. Det er naturen, men det er også sammenholdet. Før i tiden kendte alle hinanden. Nu er mange af vores gamle venner herfra døde og borte, men vi har stadig banko hver anden uge, vi har pigefrokoster, cowboyfester og minigolfturneringer. Der sker en hel masse i løbet af sommeren, siger hun.

Hun er selv pensionist, og dem er der en del af på pladsen, men Knud Erik Madsen har planer om at blive på arbejdsmarkedet 8 år endnu. Der skal være råd til at købe nye togsæt til den hobby, han har dyrket, siden han var barn.

– Det første tog fik jeg som 6-årig. Nu arbejder jeg for Ludvig Bjørns vinhandel, men hvad gør man, når man skal have råd til det der, spørger han ud i luften og peger på de mange tog, der holder på vigesporene, inden han selv svarer.

– Så kører jeg også for en bager om morgenen, griner han.

Parrets søn har også en vogn på pladsen, og rundt om den går der naturligvis også et sæt togskinner.

Første møde med en ørn

Ved en af pladsens to gamle feriehytter står Dorthe Svendsen, som blev andelshaver på pladsen for halvandet år siden. Hun er ved at hjælpe en af pladsens ældre campister med at restaurere et kaninbur.

– For mig er det naturen, der gør det særligt at være her. Jeg så en havørn for første gang, lige da vi var flyttet hertil. Det er jo helt fantastisk, siger hun.

Men det er ikke altid lutter idyl. Under avisens ophold på pladsen er temperaturen i poolen blevet nævnt flere gange. Nogle står vedholdende på, at poolen helst skal være så kold, at man dagen igennem kan høre et kuldskært hvin i det fjerne. Andre vil kunne lukke øjnene og drømme sig væk til vandkanten under fjernere himmelstrøg. Og hos Dorthe Svendsen kommer emnet op igen.

– Det er selvfølgelig fnidder og grupperinger. Det tror jeg ikke, at man kan undgå, uanset, hvor man slår sig ned. Og vi kan bruge lang tid på at diskutere, om poolen skal være 15, 22 eller 100 grader, siger hun grinende.

Et familiekapløb

Pludselig gør de sorte skyer alvor af deres trusler, og himlen åbner sig. Alle søger i ly. I hvertfald alle undtagen 12-årige Noah Alexander Saurbrey og hans to kusiner Signe og Dikte Vejk på 13 og 9 år.

De er på sommerferie hos deres mormor, og lader ikke regnen stoppe dem i at løbe om kap.

– Vi glæder os altid, når vi skal på sommerferie her, siger de næsten i munden på hinanden.

– Ja, det er rigtig hyggeligt. Vi slapper af, bader i poolen og er på legeplads, siger Alexander Saurbrey mens kusinerne nikker istemmende.

Faktisk hygger de sig så meget, er de straks må afsted igen. De vinker til deres mormor, der smilende betragter sine energiske børnebørn, der forsvinder ned af den smalle grussti, mellem farverige campingvogne og blomstrende læhegn.