Axel hev tre guldmedaljer hjem

Axel Vang Christensen, 15, måtte tre gange øverst på præmieskamlen i weekenden. Privatfoto
Axel Vang Christensen, 15, måtte tre gange øverst på præmieskamlen i weekenden. Privatfoto

Ved de danske mesterskaber for ungdom blev FIF Hillerød flot repræsenteret på præmieskamlerne. Mesterskaberne blev afholdt på Greve Atletikstadion, og hele tre gange måtte Hillerøds Axel Vang Christensen kravle øverst op på medaljeskamlen.

Axel Vang Christensen er netop fyldt 15 år og har i mange måneder haft fuld fokus på et helt specielt løb, nemlig 2000 meter forhindring til DM. Han har en ambition om at repræsentere Danmark til U18 EM i Rieti i Italien næste sommer på netop denne distance, og mange måneders træningspas skulle gerne forløses. Og forløses blev det i den grad. Forspringet til de andre løbere var kolossalt, og guldmedaljen var derfor ikke i spil. Han løb alene mod uret og gik optimistisk ud på de første to omgange. Tredje omgang var tungere, og de 91,4 cm høje forhindringer sled på Axel. Men han fik fornyede kræfter på sidste omgang og bankede den danske rekord på seks minutter og 16 sekunder, så den nu lyder på 5 minutter og 56 sekunder. Tiden sender Axel Vang Christensen ind på Europranglisten på en 8. plads. De syv løbere, der har lidt bedre tider er dog fra 2002, hvorved Axel er bedste europæer i årgangene 2004 og 2003.

Irriteret over spurtsnak

Søndag havde han tilmeldt sig hele to yderligere løb, – midt på dagen på 800 meter og om eftermiddagen på 3000 meter.

Axel havde denne søndag debut i konkurrence på 800 meter, og det er ikke en distance, som Axel normalt løber, da han er mellem- og langdistanceløber. Men han ønskede hård konkurrence og hans mor Sanne Christensen oplyser i en mail til avisen, at Axel er irriteret over, at det siges at han ikke har en spurt.

På 800 meter stillede ranglistens nr. 1, Luis Maillet fra Sparta, op, der også havde vundet guld på 300 meter om lørdagen.

Axel valgte at tage en chance, han gik hårdt ud, tog starten og løb de første 400 meter på kun 58 sekunder. Luis og Axel var alene i spidsen og skulle afgøre løbet. Axel førte også ind på opløbet, hvor Luis nåede op på siden af Axel med 80 meter til mål. Men det lykkedes Axel at slå turboen til, og han sejrede i årets bedste tid på et minut og 58 sekunder.

Ny dansk rekord

Få timer senere stod Axel igen på stregen, denne gang til 3000 meter finalen. Med ømme ben og et par timers hvil i bagagen var Axel ret presset og besluttede i samråd med træneren, at han ikke ville have mellemtider undervejs og alene løbe på de kræfter, han havde i tanken.

Alligevel åbnede Axel hårdt på den første kilometer, faldt så i tempo og satte så en ny dansk rekord. På Kun otte minutter og 33 sekunder blev de 3000 meter tilbagelagt på. Tiden er desuden under den hidtidige kvalifikationstid til samme europamesterskaber for ungdom, der lyder på otte minutter og 35 sekunder.