Bryggerigiganten Carlsberg, der ejer det stolte Helsingør-varemærke Wiibroe, havde i går torsdag sat alle sejl til, da årets udgave af Wiibroes's slagkraftige årgangsøl med en procent på intet mindre end 10,6 blev præsenteret.
Således blev borgmester Benedikte Kiær(K) hentet i en hestevogn med bryggerheste, og kørt til kirkegården ved Trækbanen for i selskab med blandt andre Carlsbergs kommunikationschef Kasper Elbjørn at besøge bryggeriet Wiibroes' grundlægger Carl Wiibroes grav i anledning af, at det næste år er 130 år siden, at grundlæggeren af den berømte Helsingør-virksomhed døde.
Selve præsentationen af øllen skete i år på den hyggelige beværtning Borgerkroen på Strandgade, hvor borgmesteren præsenterede årets etikette-kunstværk, som var udført af billedkunstneren og skulptøren Carl Krull (født 1975), som derved kommer i selskab med så kendte kunsterne som Per Kirkeby, Robert Jacobsen, Bjørn Nørgaard og Julie Nord. Kunstnere, som alle gennem årene har udsmykket etiketterne til årgangsøllen
– Carl er – til trods for hans forholdsvis få årringe – en etableret kunstner. Men som årets etiketkunstner får du nok alligevel det største publikum du til dato har haft, sagde borgmester Benediket Kiær i sin præsentation af året kunstner, som blandt andet har udstillet på ARoS, Charlottenborg Kunsthal og V1 gallery i København samt i blandt andet Tokyo og Chicago.
Carl Krull forklarede i sin præsentation af kunstværket, at teknikken bag etiketten opstod på en biltur gennem USA, hvor han savnede at kunne tegne på større flader end en lille skitseblok, og fandt på at anbringe skitserne på en rulle.
– Og det er sikkert, at efter en øl mere vil man for alvor kunne forstå tegningen, lød det muntert fra Carl Krull.