Da Albert Mikkelsen havde sabbatår efter gymnasiet, medvirkede han i en af Ungdomsskolens årlige musicals i Kulturværftets Hal 14. En dag, under prøverne, fik han en idé.
– Der var nok nogen, der havde en danseprøve i en scene, jeg ikke var med i. Så jeg sad der og ventede og kiggede rundt og tænkte ’gad vide, hvad der har været her,’ siger Albert Mikkelsen.
Fra sin plads i den gigantiske hal, kunne han se et ur på den ene endevæg, og en form for gangbro. Måske havde der engang gået værftsarbejdere rundt dér? Han fiskede telefonen op af lommen og begyndte at opspore informationer om skibsværftets historie.

– Jeg fandt ud af, at det er en sindssygt spændende historie, og jeg tænkte bare ’hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt det her før?’ Siger Albert Mikkelsen.
Idéen til musicalen HORISONTEN var således plantet, og ikke lang tid efter blev han flankeret af sin ven, Anna Karlin, der også har medvirket i flere af Ungdomsskolens musicals.
– Vi havde talt om det hver gang, vi havde hængt ud, og i sommeren 2020 kom jeg så for alvor med på projektet, forklarer Anna Karlin.
Et gennemført pitch fik Ungdomsskolens ledelse til at sige JA til de to nu 25-årige, der i dag står med en stort set færdig musical.
Ferdinand og den rigtige far
Historien udspiller sig i 1880’ernes Helsingør, hvor den unge Ferdinand drager til byen for at finde sin rigtige far, skibsværftets grundlægger Mads Christian Holm.
I mellemtiden bliver Ferdinand kastet ind i arbejdernes kamp på værftet og møder de unge helsingoranere Aksel, Asta og Johanne, hvis dilemmaer kan minde om unges i dag.
Historien følger både tidens kvinder, klassekamp og kærlighed, og den tager udgangspunkt i rigtige begivenheder, men digter også, hvor der er brug for det.
– Fortællingen er opdigtet nogle steder, men det er meningen, at man sidder stadig tilbage med følelsen af, at det her kunne være sket, forklarer Anna Karlin.
Ærefrygt og ydmyghed
Overordnet set har Anna Karlin skrevet manuskriptet og instrueret stykket sammen med Rie Sørensen, som også er koreograf. Albert Mikkelsen, der har spillet klaver siden han var barn, har skabt stykkets 22 musiknumre, blandt andet i samarbejde med producer Emil Balle-Petersen.
Anna Karlin og Albert Mikkelsen har dog arbejdet tæt sammen, og sparret hele tiden, forklarer de.
– Vi har også rakt ud til vores venner og bekendte. Blandt andet lavede vi en reading cirka halvvejs igennem. Det resulterede i, at hele andet akt blev skrevet om, siger Anna Karlin.

Forestillingen rummer 65 skuespillere, og 40 frivillige har været tilknyttet. Selvom Anna Karlin og Albert Mikkelsen har prøvet at lave forestillinger før, har de aldrig været ude i noget af denne her størrelsesorden.
– Jeg synes, at det har været fantastisk. Det er nogle store sko, vi har skulle fylde, og vi gik ind til det med ærefrygt og ydmyghed. Vi var lidt spændte på, hvordan folk ville tage imod det. Så det har været om at rette ryggen, forklarer Albert Mikkelsen.
– Især op til den første øvegang. Men da skuespillerne hørte musikken første gang, faldt det bare i hak. Nogle af dem blev helt rørt af det, siger Anna Karlin.
Nu er det nu
Holdet går nu i gang med de sidste prøver. Men det er formentlig ikke sidste gang, at vi hører noget fra de to talenter.
– Vi brygger allerede lidt på en ny idé. Der er nogle nye temaer, vi gerne vil undersøge. Uden at afsløre for meget, så bliver det ikke en historisk fortælling igen, siger Anna Karlin.
Der er premiere den 8. april på Kulturværftets Store Scene. Billetter kan købes på horisontenmusical.dk