To søstre blev tidligt mandag morgen stukket ned i en lejlighed på Vapnagaard, men er uden for livsfare. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
To kvinder, som er søstre, blev tidligt mandag morgen omkring klokken 06.54 under ikke nærmere oplyste omstændigheder udsat for et knivstikkeri i en lejlighed på Sporegangen i boligområdet Vapnagaard. Den ene af kvinderne, der blev stukket i halsen, blev kørt til behandling med ambulance til Rigshospitalets Traumecenter, og den anden kvinde, som havde lettere skader, blev kørt til Hillerød Hospital. Ifølge pressekoordinator Henrik Suhr, Nordsjællands Politi, så er de begge uden for livsfare.
Overvejer efterlysning
Indtil videre er Nordsjællands Politi meget sparsomme med oplysningerne i sagen, men bekræfter, at politiet har en mistænkt gerningsmand, som man leder efter. Han er dog indtil videre stadig på fri fod.
– Det bliver overvejet om vi skal gå ud med en offentlig efterlysning af ham, men det er også et spørgsmål om, hvor langt beviserne og den nuværende efterforskning rækker, siger Henrik Suhr mandag eftermiddag.
Da den ene kvinde skulle køres med ambulance med motorcykeleskorte til traumecentret blev en forankørende motorcykelbetjent involveret i en trafikulykke på Helsingør-motorvejen ud for Hørsholm og måtte efterfølgende også køres til behandling på Rigshospitalet. Betjenten er også udenfor livsfare.
Har to børn
Ifølge Frederiksborg Amts Avis' kilder på Vapnagaard, så er det den ene af de to søstres eksmand, som er under mistanke for knivstikkeriet.
Den ene søster har to mindre børn sammen med den mistænkte.
Børnene var ifølge avisens oplysninger ikke vidner til den livsfarlige episode.