Spinkel 22-årig nægter sig skyldig i knivstikkeri

Foto: Anna Egeris Karstoft

Det var en spinkel mand iført joggingbukser og en afvasket Mickey Mouse T-shirt, der mandag klokken 13.00 blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør. Den 22-årige mand fra Holte er anklaget for et voldsomt knivstikkeri mod en 34-årig mand fra Hovgårdsparken i Espergærde og blev anholdt af politiet omkring midnat natten til mandag. Den anklagede, der er syrisk asylansøger, nægtede sig skyldig i sagen, men var villig til at afgive forklaring i retten igennem en tolk. Han blev varetægtsfængslet i fire uger.