Specialklasser årsag til dårlige karakterer

Mange afgangselever fra skolerne i Helsingør Kommune dumper dansk eller matematik, men måske skal de dårlige tal ses som en sejr, da årsagen er, at flere elever fra specialklasser går til afgangseksamen.

En analyse fra Dansk Industri med tal fra Uddannelsesstatistik har afsløret, at afgangseleverne i Helsingør Kommune er blandt de dårligste i landet. Således bestod bare 85 procent af afgangseleverne i kommunen dansk og matematik i den treårige periode fra 2016-2019. Der er blot fem kommuner på landsplan, der har dårligere procental for perioden. Som Frederiksborg Amts Avis kunne fortælle i sidste uge, er Nordvestskolen den helt store synder af kommunens skoler, da mere end 15 procent af skolens afgangselever i førnævnte treårige periode dumpede dansk eller matematik. Forklaringen kan dog være mere positiv, end hvad man umiddelbart skulle tro.