
Størstedelen skal findes på børne- og ungeområdet samt på hele det sociale område – deriblandt på ældreplejen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
På Byrådets møde i Helsingør mandag aften skal medlemmerne behandle et forslag til processen for budgetforhandlingerne for 2017 og de næste år frem, og der er lagt op til, at fagudvalgene allerede i løbet af juni forud for de egentlige budgetforhandlinger til efteråret skal udpege effektiviseringer, besparelser og serviceforringelser for i alt 60 millioner kroner.
Baggrunden for den nye budgetproces skyldes to forhold. Det ene forhold er, at Byrådets flertal har besluttet en økonomisk politik, der betyder, at man årligt skal finde effektiviseringer på 1 procent af den såkaldte servicedrift, for at finde midler til nye satsninger og eventuelt også skatte- og afgiftssænkninger. Det andet forhold er, at regeringen med virkning fra i år har indført den såkaldt omprioteringsbidrag, hvor kommunerne skal aflevere en procent af servicedriften til staten, som igen skal dele pengene ud til kommunerne. I alt giver det et spare- eller effektiviseringskrav på 60 millioner kroner.
Det fremgår af budgetplanen, at det først og fremmest bliver medlemmerne af Børne- og Uddannelsesudvalget og Socialudvalget, der skal finde sparekniven frem. Således skal der findes 23,3 millioner inden sommerferien på børne- og ungeområdet ligesom, der skal findes 18,2 millioner på Socialudvalgets område, der blandt omfatter hele ældreområdet.
I Forhold til tidligere budgetforhandlinger, så vil materialet udarbejdet af forvaltningen til politikerne nu også i højere grad beskrive muligheden for at indføre et lavere serviceniveau.
Ren formalitet
Godkendelsen af planen for »Budgetprocessen 2017 til 2020« forventes at blive en ren formalitet på byrådsmødet, da Økonomiudvalget med repræsentanter fra alle Byrådets partier allerede har sagt god for køreplanen.
I forhold til vedtagelsen af et endeligt budget, så fremgår af det af sagsfremstillingen, at de 60 millioner kroner anses for nødvendige at finde ligegyldig, hvilken økonomiaftale, som Kommunernes Landsforening og regeringen kommer til at indgå.