Øldåser, bildæk og en radio: Dykkere fiskede affald op af vandet

Danmarks Naturfredningsforenings nationale affaldsindsamling nåede også til Helsingør i weekenden, hvor dykkerklubben Aquanut hoppede i lystbådehavnen for et godt formål. Havnefesten i efteråret har efterladt sine spor i vandet i form af øldåser, kunne de fortælle.

Øldåser, bildæk og en radio: Dykkere fiskede affald op af vandet

Et rør til en støvsuger var blot én af de mærkværdige fund gruppen gjorde lørdag. Foto: Tine Trier

– Jeg tror ikke, at folk nødvendigvis smider det i med vilje, siger Pia Borneland fra dykkerklubben Aquanut, imens hun står bøjet over en samling af hvide plastiksække.

– Det kan være blæst i vandet eller faldet i, hvis det har stået på kanten af en båd, siger hun.

Affaldet er allerede sorteret, efter at Aquanuts dykkere har halet det op af vandet lørdag formiddag. Én sæk til plastik og en anden til metal. Ved siden af sækkene står en stak af våde bildæk og drypper.

Aquanut dykkede denne gang i Helsingørs lystbådehavn. I forgrunden kan man se den trafikkegle, som gruppen samlede op af vandet. Foto: Tine Stadil Trier

– Der er rigtig mange øldåser. Desværre, siger Pia Borneland og tilføjer, at de kan stamme fra efterårets havnefest.

Alle øldåserne er blevet skåret over på midten, og ligger nu og skærer tænder i en af plastiksækkene. Pia Borneland har selv skåret dem over, og det er der en grund til.

– Det vrimler med kutlinger inde i dåserne, som svømmer derind. Så vi har prøvet at befri dem, siger hun.

En anden af Aquanuts medlemmer kommer rullende med en trillebør, der bærer på resten af det indsamlede affald. Her ligger et trafikskilt, et rør til en støvsuger og resterne af en rusten flagstang.

En nødradio og en fin sigtbarhed

Det er langt fra første gang, at Aquanut er med til at dykke efter affald i Helsingør.

Sidst foregik det ovre i Kulturhavnen, men denne gang er det i forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings nationale affaldsindsamling.

Og der er forskel på fundene alt efter områderne, forklarer klubbens næstformand, Kim Vikanes.

– Indkøbsvogne og sådan nogle ting finder vi inde ved Statshavnen, tættere på byen. Herude er der mange øldåser og plastikkrus, forklarer han.

Han har netop selv været i vandet og har denne lørdag formiddag fundet en håndholdt nødradio i havnen.

– Man finder altid noget, hvor man tænker ’det var satans,’ siger han.

Når dykkerne er i vandet, bruger de et linesystem til at kommunikere. Kim Vikanes melder om en fin sigtbarhed i vandet, der var cirka fem grader varmt, hvor dykkerne har været nede på to-fem meters dybde.

– Det er ikke nogen dyb dykkertur, på den måde, siger han og forklarer, at de stadig har luftflasker med sig ned.

Godt, at der ikke er mere

Trods de mærkværdige fund, er dagens fangst forholdsvist beskeden, forklarer klubbens formand, Kim Schroeder, som også har været i vandet.

– Jeg synes det er rart, at der ikke er mere. Det er godt at vide, at vi har nogle rimelig rene havne, siger han.

Ligesom Pia Borneland mener han ikke, at folk nødvendigvis smider tingene ud med vilje.

– Vi har en mistanke om, at det ikke er fordi folk smider det ud i vandet, men at vinden gerne tager et krus eller en dåse med sig, siger han.

Efter affaldet var sorteret og halet ind fra spidsen af havnen, stod den på frokost i klubhuset for Aquanuts fremmødte medlemmer. Klubben har 45 medlemmer i alt.

På landsplan registrerer indsamlerne deres affald hos Danmarks Naturfredningsforening, og der bliver herefter lavet en opgørelse over, hvilket affald, der er fundet. Affaldsindsamlingen sluttede søndag.