
Biblioteket Kulturværftet præsenterer de to danske nominerede samme dag som deres navne offentliggøres.
To danske forfattere nomineres til Nordisk Råds litteraturpris 2019, og dem kan man møde på Kulturværftet samme dag som offentliggørelsen
Kulturværftet i Helsingør lægger igen i år hus til et møde med de to danske nominerede til den største nordiske litteraturpris. Det sker torsdag den 21. februar klokken 19.00-20.30, hvor kulturjournalist Tore Leifer interviewer de danske forfattere. Samme dag, som sløret bliver løftet for, hvem de nominerede forfattere er.
Prisen blev oprettet i 1961 af de nordiske lande, og den er siden 1962 blevet uddelt hvert år til en lang række store forfattere. Det er tredje år i træk, at Biblioteket Kulturværftet har indbudt de nominerede forfattere til at komme som en del af samarbejdet i forbindelse med nORD – Nordisk Litteraturfestival, der foregår på Kulturværftet til efteråret.
Intimt arrangement
– Det er spændende at få lejlighed til at møde forfatterne til et intimt arrangement og høre dem reflektere over, hvad nordisk litteratur kan, siger Gro Frank Rasmussen, der er litteraturkonsulent for bibliotekerne og festivalleder for nORD.
Samtalen vil desuden handle om, hvad Nordisk Råds litteraturpris betyder for et forfatterskab.
De danske ordekvilibrister er langt fra sikre på at løbe af sted med prisen. Sidste år gik den til islandske Auður Ava Ólafsdóttir, der besøgte nORD kort tid før hun modtog prisen.
Arrangementet er gjort muligt gennem et eksklusivt samarbejde mellem Nordisk Ministerråd og Biblioteket Kulturværftet og finder sted på Dækket, 2. etage.
Der er fri entré, men tilmelding skal ske på billetten.dk eller på biblioteket.