Hvor er det bedst at tage hen, hvis man vil holde en konference? Hvor får man det bedste at spise, og hvem har de bedste lokaler? Hvert år spørger foreningen Danske Konferencecentre og analysevirksomheden MyImage en lang række mødeplanlæggere, hvordan de bedømmer landets konferencecentre på en lang række parametre.
Endnu en gang – for fjerde år i træk — er Marienlyst blevet kåret som Danmarks stærkeste brand i branchen, og i år løber strandhotellet desuden med titlen som det bedste sted til at levere unikke oplevelser og top 3-placeringer i kategorierne ’god mad’ og ’dygtig sparringspartner’.
Michael Lauritsen, administrerende direktør på Marienlyst, er stolt, men ikke overrasket:
– Først og fremmest er jeg så imponeret over hele mit team her på Marienlyst. At de formår at levere Danmarks bedste detaljer, forretningssans, mødeoplevelser og god mad i hele fire år overrasker mig ikke, men det gør mig meget, meget stolt, siger han i en pressemeddelelse.
Direktøren ser også de positive tilbagemeldinger fra Marienlysts gæster. Ifølge ham kan de lide, at oplevelsen konstant bliver fornyet. I 2022 er der blandt andet bygget nye mødelokaler, og lobbyen og barerne er blevet fornyet, og endnu flere nye tiltag, der skal markere strandhotellet som en total oplevelsesdestination for både Danmark og Nordeuropa, er på vej
– De priser og placeringer, vi får i denne store undersøgelse er et bevis på, hvad vi også ser i vores egne gæsteundersøgelser. Vores gæster sætter pris på, at vi fornyer oplevelsen, og at man som gæst bliver set og lyttet til, samtidig med at vi gør brug af den royalistiske og smukke historie, som findes her ved havet og i vores bygninger. Jeg og hele teamet her glæder os så meget til at vise møde-, konference- og private gæster vores kommende nyheder i form af flere pools, flere aktiviteter, musik, events og endnu bedre madoplevelser, siger Michael Lauritsen.
I alt har 52 møde- og konferencesteder deltaget i årets undersøgelse. Deriblandt lokale Konventum, der også kan glæde sig over topplaceringer. De løb med titlen som Årets Højdespringer for den største fremgang i resultaterne i forhold til sidste år. I år endte Konventum på førstepladsen over gode tekniske faciliteter, andenpladsen over gode lokaler og andenpladsen på listen over de mest løsningsorienterede.