
En kvinde fik sig angiveligt lidt af et chok, da hun lørdag formiddag gik en tur på stranden vest for Hornbæk Havn. Pludselig sank hun i til livet i, hvad der ved første øjekast kunne ligne det rene kviksand.
Hun kom dog selv ud af det lumske sand og kontaktede strandfogeden, som derefter tilkaldte politiet. Det viste sig at være et område på fem gange ti meter på stranden, hvor sandet var blevet mættet så meget med vand, at det gav fornemmelsen af kviksand, forklarer vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi.
– Vi har afspærret området med minestrimmel, og så går vi ud fra, at naturen bare skal gå sin gang, og det skal tørre ud, siger Ole Hestbæk til Frederiksborg Amts Avis.