Kørte om kap mens de smed med flasker

To biler kørte mandag ved 17.45-tiden aldeles hensynsløst på Skovvej i Espergærde.

Klokken 17.48 anmeldte en 59-årig mand fra Espergærde, at han netop havde set en lysegrå og en mørkegrøn bil køre om kap ved Skovparken.

Mens de kørte, kastede de flasker ud af vinduet.

De to biler var væk, da politiets patrulje kom til stedet, men var bilisterne blevet anholdt, havde det været en bekostelig affære.

Udover at blive sigtet for hensynsløs kørsel ville de nemlig også få en bøde på 7.500 kroner for at smide affald i bymæssig bebyggelse, oplyser politikommissær Henrik Sejer, Nordsjællands Politi.