Der var både højt humør, høj stemning og højt niveau ved årets nytårskoncert, som bød på hele tre strygeorkestre, tre blæseorkestre, flere bands, et guitarensemble, en trompetfanfare og ikke mindst et slagtøjsensemble med så dygtige unge mennesker, at man kunne have dem mistænkt for at ville søge videre ind i en professionel musikkarriere.
Flere af eleverne var klædt i glimmer, hatte, slips eller jakkesæt, og det var tydeligt, at de havde glædet sig til den store dag.
Plads til alle
– Helsingør Musikskole har plads til alle, og nok er vi stolte af de store og dygtige elever, men lige så vigtige er de nye og yngre elever, siger musikskoleleder Torben Puggaard.
– Vi er stolte af, at vi nu har hele tre orkestre i forskellige niveauer i både stryger- og blæserafdelingen. Det betyder, at de nye elever lynhurtigt kan komme i gang med at spille sammen med andre og mærke glæden ved fællesskabet. fortsætter han.
Efter nogle hårde år under corona, hvor landets musikskoler længe var tvunget til at undervise online, og hvor elevtallet dalede, ser det nu lyst ud igen.
Fra den værste coronatid til nu har musikskolen øget elevtallet med mere end 20 procent.
– Det er vi enormt taknemmelige for, og vi håber selvfølgelig, at udviklingen forstætter, siger Torben Puggaard.
75-års jubilæum
Helsingør Musikskole er en af landets ældste musikskoler og kan således fejre 75-års jubilæum i år. Det bliver primært markeret ved en stor musikskolefestival i Reberbaneparken – lige ved siden af musikskolen – lørdag den 17. juni, samt ved en række koncerter rundt i kommunen i ugerne op til. Derudover kommer der en større koncert i efteråret – formentlig på Kulturværftet.
Efter ABBAs udødelige ’Happy New Year’ sluttede nytårskoncerten i lørdags med et stort fællesnummer, hvor alle de medvirkende var på scenen.
– Vi håber på mindst 75 gode år endnu, hvor vi fortsat udvikler måden, vi driver musikskole på – med det musikalske fællesskab i fokus, lyder det fra Torben Puggaard.

