Helsingør: Der er ingen grund til at frygte et voldeligt overfald af en flok bestialske og øksesvingende vikinger, selvom en stor flok vikinger for tiden har bosat sig i Gurre Skov.
Det er nemlig verdens venligste vikinger, som har slået lejr i de naturskønne omgivelser.
Knap 80 vikinger har boet i skoven siden i fredags, og de har etableret en hel lille landsby med telte, bålplads og smedje. Her lever de ligesom i de sagnomspundne tider, og det gør de i en hel uge i træk.
Med sit lange røde skæg, sit opsatte hår og tatoverede korpus ligner Mathias Heckmann en rigtig kampklar viking, men heldigvis er han til at tale med, og derfor bliver det klart, hvad der foregår.
– Intentionen er, at vi lever syv dage som vikinger, så vi bor primitivt og holder os helt fra elektronik. Vi kommer helt ned i stressniveau. Hvis vi kun gjorde det i en weekend, ville vi ikke falde til ro på samme måde, fordi der er rigtig meget forberedelse, og der går hurtigt en halv dag bare med at slå lejr, siger Mathias Heckmann.
Det er andet år, at vikingerne slår sig ned i Gurre. Sidste år var det dog et privat arrangement, og i år har alle interesserede så kunne melde sig til. Det sker gennem Gurre Vikingeforening – der er oprettet til formålet – og der er plads til endnu flere vikinger i flokken.
– Vi bygger selv mange af de ting, vi bruger, og det kunne være drømmen at få bygget et helt hus et år, og vi tror på, at vi godt kan blive dobbelt så mange deltagere, siger Mathias Heckmann, der står i spidsen af foreningen.
Ikke nogen badeferie
Lejren er bygget op i en meget stor rundkreds omkranset af private trætelte, hvor vikingerne kan trække sig tilbage, men teltene bliver dog så varme, at de fleste opholder sig ude på pladsen. Deltagerne bruger en uge i deres ferie på lejren, men der er ikke noget med at ligge på den lade side af den grund. Der er masser af pligter og opgaver, der skal passes og løses i vikingebyen.
Et par unge drenge i bar mave knokler med at kløve brænde til det store bålsted. Stærke vikinger sørger for at forsyne landsbyen med afkølende vand i store kander, som de slæber i strakt arm. Derudover er et større byggeri af en lerovn i gang, og den indbydende bålmad bliver tilberedt, alt imens krigerne har gang i en intens kamptræning.
Så det må siges at være en fordybende oplevelse, og det skal man være klar på, hvis man vil have plads i lejren.
– Det hedder sig, at vi forsøger at være så meget viking som muligt 24 timer i døgnet. For autenticitetens skyld beder vi om, at øl bliver hældt om, og at plastikposer og andet bliver pakket væk. Og så har vi en klar aftale om tøjet – Det er ikke tilladt at gå i civilt tøj eller i tøj fra en anden tidsperiode som eksempelvis middelalderen, siger Mathias Heckmann.
Når Mathias Heckmann ikke er viking, arbejder han med IT. Udover at være historisk interesseret, finder han særligt den sociale del af vikingelejren tiltalende.
– Vi har fællesspisning, og det er meget socialt. Jeg er blevet grebet af det, fordi det bare er pissehamrende hyggeligt, siger Mathias Heckmann.
Anderledes camping
På den måde minder det hele egentlig lidt om den naboelige og lidt langsomme livsstil, som man finder på en campingplads – hvis der da lå sværd, skjolde og dyrepels rundt omkring på campingpladsen.
Lejren er åben for publikum i et begrænset tidsrum, og de tre veninder Kirsten Olsen, Åse Madsen og Inge Olsen kan skrive under på, at der er tale om særdeles søde vikinger. De fik onsdag en guidet rundtur i lejren, hvor de blev fulgt hele vejen af et par af lejrens engagerede beboere.
– Det er så hyggeligt. De har bygget så mange fine ting, og vi er blevet taget virkelig godt i mod, lød det fra Inge Olsen, og efter et lille hvil i skyggen var veninderne da også enige om, at gribe fat om rollatorerne og tage en tur mere.
Også i morgen – torsdag – er der åbent for publikum, og derefter passer vikingerne så sig selv resten af ugen.