Helsingør-spiller rygtes til norsk fodbold

Fodbold: Transfervinduet i de fleste lande er lukket, men i Sverige og Norge er det stadig åbent.

Helsingør-spiller rygtes til norsk fodbold
Foto: Rudi Dalsgaard

Det ser ud til, at FC Helsingør må klare foråret i 1. division uden midtbanespilleren Oliver Kjærgaard.

Han bliver i den norske avis Hamar Arbeiderblad rygtet til den norske klub HamKam.

HamKam har dansk træner, Jakob Michelsen, der tidligere har trænet blandt andre OB og Sønderjyske.

FC Helsingør er i øjeblikket på træningslejr i Tyrkiet, og her fløj Oliver Kjærgaard også med ned.

– Han tog med til træningslejren i Tyrkiet, siger sportslig leder Janus Kyhl.

Han lukker dog mere i på spørgsmålet om Oliver Kjærgaard stadig er at finde på træningsbanerne i Tyrkiet.

– Det kan jeg ikke udtale mig om, siger Janus Kyhl.

Han har ikke den store lyst til at sige noget som helst om rygtet om Oliver Kjærgaard.

– Nej, det har jeg ingen kommentarer til. Jeg kommenterer ikke rygter om vores spillere, siger Janus Kyhl og tilføjer:

– Men jeg kan konstatere, at der har været stor interesse om Oliver Kjærgaard.

Oliver Kjærgaard har været i FC Helsingør siden 2020. Før det havde han været i blandt andet Tromsø i det nordlige Norge.

Oliver Kjærgaard er 24 år og fra Kokkedal.