Helsingør-historiker om Herluf Trolle

Sebastian Olden-Jørgensen kommer og punkterer myten om Herluf Trolle i Helsingør Museumsforening.
Sebastian Olden-Jørgensen kommer og punkterer myten om Herluf Trolle i Helsingør Museumsforening.

Helsingør Museumsforening har gjort et scoop til det kommende møde på lørdag den 30. januar. Her kommer den tidligere elev på Helsingør Gymnasium, historikeren og forfatteren Sebastian Olden-Jørgensen og fortæller om »Herluf Trolle: manden og myten og lidt om Helsingør«

Herluf Trolle (1516-65) står i den historiske erindring som »den lærde søhelt«, der døde af de sår, han pådrog sig i kamp for kongen og riget. Sammen med sin hustru Birgitte Gøye stiftede han også Herlufsholm Skole, og vi må heller ikke glemme, at han i en tiårig periode var lensmand på Krogen og satte sit præg på Sankt Olai Kirke. Men hvad er kendsgerninger, og hvad er myte? Foredraget vil både afmontere gamle myter og præsentere nye kendsgerninger, bl.a. med relation til Trolles virke i Helsingør.

Foredraget er "bogaktuel", idet det relaterer sig til den biografi »Herluf Trolle – adelsmand, kriger og skolestifter«, som Sebastian Olden-Jørgensen udgav for kort tid siden på Gyldendal den 14. januar, som var Herluf Trolles 500 års fødselsdag.

Bogen, der gør op med myten om Herluf Trolle, som søhelt og "lærd", blev anmelderrost i dagspressen. I både Politiken og Berlingske Tidende fik den 5 stjerner af to historikere.

Sebastian Olden-Jørgensen er student fra Helsingør Gymnasium i 1983, blev i 1997 Ph.d. i historie ved Institut for Historie, Københavns Universitet. Ph.d., og er nu lektor på Saxo-instituttet på København Universitet. Han har bl.a. skrevet bogen "Stormen på København 1659: Et københavnsk og nationalt erindringssted gennem 350 år" der udkom i 2011.

Foredraget, som holdes i Smedenes Hus i Strandgade klokken 14, er gratis for medlemmer af Museumsforening. Ikke-medlemmer er velkomne for en beskeden pris af kr. 50.