Årets første separat udstilling i Galleri Orange på Nordhavnsvej 2 c åbner lørdag den 4. februar, hvor der mellem klokken 14 og 16 er fernisering på skulptøren Malene Bjelkes udstilling.
I sin første separatudstilling i Helsingør-galleriet viser hun helt nye værker samt værker fra de sidste tre år. Omkring 25 små bronze skulpturer udstilles sammen med flere gips arbejder som er oplæg til de store udsmykningsopgaver, hun har haft de seneste to år, blandt andet børneskulpturerne til Hendriksholm skole i Rødovre og Betty Nansen skulpturen i fuld størrelse, bestilt af Københavns Kommune. Betty Nansen skulpturen blev indviet i oktober af dronning Margrethe.
Galleriejer Georg Reinhard Mathiasen fortæller, at Malene Bjelke formår at forene håndværk med følsomhed.
– Det hårde arbejde med at skabe en naturalistisk gengivelse i bronzen er én ting, men også at kunne lægge følsomhed og liv ind i værket er Malenes kvaliteter, forklarer Mathiasen.
– I Astrid Lindgren skulpturen til Hillerød Kommune, har hun placeret Astrid Lindgren læsende på en bænk og der er plads til, at vi selv kan sætte os ved siden af Astrid og få en dialog.
Den seneste skulptur til det offentlige rum, er af Betty Nansen statuen – udført til den nye Betty Nansen plads).
– Her ser vi Betty Nansen siddende afslappet halvt oppe på et bord med en bog liggende klar på bordet. Det er et stærkt og personligt værk fra Malene Bjelkes hånd, fastslår Georg R. Matiasen.
Udstillingen i Galleri Orange i Nordhavnen i Helsingør er en perfekt mulighed for at se en selvstændig og personlig kunstners spændende udvikling. Kunstneren vil være til stede under ferniseringen.
Galleri Orange holder desuden åbent onsdag til fredag 12-17, lørdag: 10-14
