Familiehold er et hit i LOF

A beautiful young mother practices yoga with her son
A beautiful young mother practices yoga with her son Bigstock

I august 2016 lancerede LOF på forsøgsbasis et nyt område med aktiviteter for børn og familier, hvilket blev modtaget godt af de mange børnefamilier i Helsingør. Faktisk så godt, at LOF har besluttet at lade disse aktiviteter fortsætte i foråret 2017.

-Vi har oplevet, at der har været et behov for aktiviteter for børn og familier som ikke har været opfyldt før, og som vi er rigtigt glade for at kunne tilbyde, siger Bolette Buchberg fagkonsulent ved LOF.

– Vi vil gerne give travle børnefamilier mulighed for at få en speciel stund sammen, hvor der er fokus på nærvær, sammenhold og på bare at have det sjovt sammen. Og så synes vi også at det er vigtigt, at der er et bredt udvalg til børn i alle aldre. Og et bredt udvalg af hold, hvor børn kan gå både med deres forældre og bedsteforældre eller hvor de kan gå alene. Og det er ud fra de kriterier, at vi har sammensat vores hold, siger Bolette Buchberg.

Holdene starter i uge 4, og der er hold for børn og deres familier i alle aldre. Du kan således melde dig til et efterfødselshold med din baby, fortsætte til babykravl fra babyen er 3 måneder til den er 1 år, derefter gå til Tumlingeleg for 1-2½ årige og så Hop og Leg fra barnet er 2½-4½ år. Derudover er der familieyoga fra 3-6 år. For de børn, der gerne vil gå på et hold selv er der Rend og Hop for de 4-6 årige samt yogahold for 6-16 år. For de 7-11 årige er det også muligt at gå til Hits for Kids-dans.

For de musik-interesserede er det også muligt at gå til musik ved LOF.

Heltetræning

Som noget helt nyt tilbyder LOF Heltetræning, der henvender sig til børn i alderen 3-6 år og 7-12 år. Heltetræning er udviklet af Karim Maktabi og hjælper børn med at finde deres indre og ydre superhelt. I vinterferien har LOF planlagt workshops, hvor det er muligt at få en smagsprøve på, hvad Heltetræning er inden de faste hold starter op efter vinterferien.