
Sammenlægningen af Enghave og Vinderød Skole er udskudt til 2015. Det meddeler Halsnæs Kommune i en pressemeddelelse for få minutter siden.
Den oprindelige plan var at gennemføre en sammenlægning af de to afdelinger inden skolestart i august i år. Ifølge et flertal af Venstre og Dansk Fokleparti på grund af både økonomiske og praktiske hensyn i forhold til implementering af den nye folkeskolereform.
En nærmere gennemgang af lokalplanerne for området omkring Frederiksværk Skole, Enghave, har imidlertid udskudt sammenlægningen til skolestart 2015.
– For at opstille det antal pavilloner, der er nødvendige for en sammenlægning, er jeg for nyligt blevet gjort bekendt med, at en ændring af lokalplanen for området muligvis er nødvendig. Vores beslutning påvirker cirka 200 børns skolegang, derfor er det for mig vigtigt, at der ikke er nogen usikkerhed omkring de formelle rammer for sammenlægningen, inden vi går videre, forklarer Steen Hasselriis og fortsætter:
– Det er naturligvis beklageligt, at dette forhold først er kommet frem nu og ikke tidligere i processen. Det giver anledning til, at vi internt i administrationen vil igangsætte initiativer til at forbedre vores sagsbehandling på området.
Halsnæs Kommune igangsætter nu en lokalplansproces med henblik på at sikre tilbygningsmulighederne ved Frederiksværk Skole, Enghave.
Hermed bliver sammenlægningen af Frederiksværk Skoles to afdelinger først en realitet i 2015. Det forventes dog stadig, at beslutningen om skolesammenlægningen bliver stemt igennem af et flertal fra Venstre og Dansk Folkeparti på byrådsmødet tirsdag aften, men at beslutningen først føres ud i livet i 2015.