Sidste chance for kold livredning

På de første uger i november har 19 personer frivilligt kastet sig i bølgen kold og erhvervet Den Nordsjællandske Kystlivredningstjenestes særlige diplom til minde om en af Nordkystens første livreddere Kaj Walther, der en iskold og blæsende novemberdag i 1941 reddede to mennesker fra druknedøden, da deres skib var gået på grund ud for Vejby Strand.

Den kommende weekend er det sidste chance for at blive Kaj Walther-helt, når livredderne er på plads ved Lynæs Havbad, Østmolen i Gilleleje og i Snekkersten havn, både lørdag og søndag kl.11-15. Livredningstjenesten har været på de tre strande i hver weekend i november som en kombination af, at Corona begrænser besøg i svømmehaller, samtidig med at interessen for vinterbadning og havsvømning er stigende.

– Der har været 100-150 besøgende pr. dag på hver af de tre steder, og livreddere er ikke talt med i de 19 som har taget prøven, siger cheflivredder John Mogensen, der selv oplevede høje bølger i Lynæs i weekenden.

Eventet til minde om Kaj Walthers heltedåd blev indført i 2018 og blev gentaget sidste år, men på grund af Corona-situationen er et samlet arrangement droppet i år. Opgaven lyder på uden våddragt og andre hjælpemidler at svømme ca. 100 meter ud og foretage to livredninger af udlagte dukker.

Livredder og kunstmaler Kaj Walther reddede den 7. november 1941 under en kraftig storm to personer – en far og søn – fra at drukne, da en galease gik på grund ud for Vejby Strand. For heltedåden fik han dengang Carnegie-prisen.

Udover en markering hvert år i november, som altså i år er opdelt på de tre åbne strande, uddeler Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste hver år en pris til minde om Kaj Walther for en særlig redningsdåd udført af en badegæst.