
Siden 1973 har butikscentret ved Nordtorvet i Frederiksværk lydt navnet Nordcentret, men i en alder af 46 år, står centret nu over for en ny navngivning. Det afslører en del af centrets nye ejerkreds.
– Navnet »Nordcentret« har sikkert givet god mening dengang med Nordtorvet lige udenfor. Men navnet afspejler ikke byens og kommunens værdier og energier. Det passer ikke ind, siger Kathrine Heiberg, adm. direktør og partner i Reteam som sammen med sydafrikanske investorer opkøbte Nordcentret i september.
Efter købet af centret begyndte den nye ejerkreds som noget af det første at interviewe lokale borgere om byen, centret og hvilke værdier, der betyder noget for dem. Det er i det omfattende interviewarbejde, at ideen om et navneskifte er dukket op.
– Vi kunne se ud fra de svar, vi fik, at det ikke ville være en dårlig ide at skifte navn. Nordcentrets navn og udseende ligger langt væk fra værdier, som er fremherskende blandt dem som bor her, siger Kathrine Heiberg og afslører, at der også var folk som helt konkret forslog et navneskifte.
Ejerne har derfor sat gang i en navnekonkurrence og har allerede modtaget cirka 150 forslag til nye navne.
Alle kan sende forslag til info@nordcentret.com seneste fredag den 11. oktober. Herefter vil ejerkredsen udvælge de bedste forslag, der vil blive afsløret og hængt op i Nordcentret samt slået op på Nordcentrets Facebookside.
Ejerne forbeholder sig dog retten til ikke at vælge et af de indsendte forslag.
Blandt de indkomne forslag vil der blive trukket lod om 3 gave på 2.000 kroner til butikker i Nordcentret.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis onsdag.