Ni gyldne minutter

Stort comeback sender Hundested i top 4

Hundesteds futsalmandskab leverede nyt stort comeback

Nu venter 1. divisions suveræne tophold Gentofte for Fjeldal & Co.

Futsal Søndag eftermiddag gjorde Hundesteds futsal mandskab det igen.

I Brønshøj var hjemmeholdet sikkert på vej mod de 3 point, da de førte med 4-1 bare ni minutter tilbage. Det var absolut ikke fortjent at Hundested var bagud, men heldet havde ikke været med dem, og det var som om hjemmeholdets mål var forhekset.

Men så vendte billedet totalt. Minuttet efter at et selvmål havde gjort det til 4-1, lå bolden bag hjemmeholdets keeper, på et gennemspillet angreb, afsluttet af Magnus Svalberg.

Oliver Fjeldal gjorde det til 3-4 efter en ny hjørnesparkskombination, og Mathias Månsson fik gjort skaden fra selvmålet god igen da han udlignede til 4-4.

Målmand Frederik Christiansen lavede herefter et af sine spektakulære dribleraids, hvor modstanderne gik på kropsfinterne, og da han afsluttede turen med en vaskeægte krøllejernsafslutning til føring 4-5 var jublen enorm.

Kampen afsluttedes med endnu to scoringer fra Oliver Fjeldal, og med resultatet 7-4 i Hundesteds favør er der lagt op til en god futsaloplevelse fredag aften kl. 18.30 i Hundested-hallen, hvor Gentofte Futsals suveræne tophold kommer på besøg.

HI er sikret top 4 i første sæson i 1. division, men de vil mere, så håbet er nu at spille sig i top 3.

Oliver Fjeldal scorede tre gange da Hundested spillede sig i Top 4 i futsalspillernes 1. division Foto: Foto: Jan F. Stephan