Museum laver erindrings-kasser til plejecentre

Foto: unknown, Hanne Guldberg Mikkelsen

Duften af kaffe, tilberedt på kværnede bønner, i posen på en Madam Blå – det kan få en hel strøm af erindringer til at dukke op til overfladen.

Og nu er en stribe »erindringskasser« på vej ud på Halsnæs Kommunes plejecentre, hvor de skal trigger hukommelsen hos borgere med for eksempel demens.

Indmus i Frederiksværk er i gang med et større sorteringsarbejde af genstande og må ifølge regler for museer ikke sælge ud. Derfor bliver en del af lagrene nu til disse erindringskasser, som museumsleder Frank Allan Rasmussen og assistent Andreas Schaldemose netop i disse dage er ved at lægge sidste hånd på.

– »Det minder mig om« er vel en af de hyppigste indgange til en samtale – og det er netop det, der sker her, fortæller museumslederen om projektet.

– Der kommer en masse fortællinger og erindringer frem, når man står med en genstand fra ens barndom eller ungdom i hånden.

Kasserne bruges ude på centrene på den måde, at de ældre for eksempel sidder omkring et bord, og en medarbejder tager så en genstand: Hvad er dette? Det kan være den klassiske Madam Blå, eller en lyseslukker eller et stykke værktøj – eller en potte.

Med kasserne følger et billede af genstanden og bagpå billedet en beskrivelse af, hvad det er og hvordan det har været anvendt. Man kan nemlig ikke forvente, at en ung sosu-assistent kender til en lyseslukker eller en vægesaks.

Museet i Frederiksværk er ikke det eneste sted, der arbejdes med erindringskasser. I Den gamle By i Århus er der hele stuer – også tilsat duften af kål for eksempel – og på nettet kan man ved Dansk Center for Reminiscens låne erindringskasser. De kasser, som museet netop nu sammensætter er imidlertid til evig arv og eje. Det er meningen, at de bæres ud af Palæet efter sommerferien og til plejecentre samt til solskinsforeningen og et genoptræningscenter.