
Industrimuseet Frederiks Værk klemmer sig på ind på en 175. plads på en nyligt offentliggjort liste fra VisitDenmark over top-300 attraktioner i Danmark – lige mellem Farvergården på Fyn og Museet for Religiøs Kunst i Sydjylland.
I følge VisitDenmarks opgørelse har Industrimuseet Frederiks Værk i 2015 haft 21.517 gæster. Det er 2.101 flere end 2014, en fremgang på 10,8 procent.
– Jeg kan ikke få armene ned. Vi driver et museum i en kommune med 30.000 sjæle og har haft over 20.000 besøgende. Det er en klar succes, og det gør mig utrolig glad. Vi er ikke Frederiksborg eller Louisiana. Vi er et udkantsmuseum, som med vores tilbud til borgere og turister kan være stolte af at vise fremgang, siger museumsleder på Industrimuseet Frederiks Værk og Knud Rasmussens Hus, Frank Allan Rasmussen.
Når Frank Allan Rasmussen næste gang skal indberette tal, forventer han, at de er højere end for 2015.
– Vores flytning til palæet kan forhåbentligt ses på næste års tal. Desuden har vi i år to særudstillinger. En, som kører nu, om Knud Rasmussen og Grønland, og en blockbuster om lokale deltagere i De Olympiske Lege, som starter til august. Det er et eksempel på en ny strategi, hvor vi co-brander os med andre arrangementer, og jeg tror OL vil skabe et postyr, som vi kan nyde godt af, siger Frank Allan Rasmussen.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis tirsdag.