Borgmester Steen Hasselriis (V) konstaterede før jul, at Forsvarsministeriet har meddelt, at der ikke kan blive tale om et større beløb end 2,3 mio. kr. i »nedrivningspenge«, hvis kommunen overtager Melbylejren. Både foreningen bag Melbylejren og tidligere borgmester Helge Friis (S) mener imidlertid, at der skal nye forhandlinger med Forsvarsministeriet til.
Den Almennyttige Forening Melbylejren vurderer, at det vil koste mindst seks mio. kr. at rive den resterende del af lejren ned, hvis alt skal lukkes i stedet for at videreføre en del af lejren med en række aktiviteter, som foreningen har arbejdet ihærdigt på. Samtidig har foreningen regnet ud, at det vil kræve 6,5 mio. kr. at få lejren til at fungere de kommende seks år.
Uden flere penge fra enten ministeriet eller Halsnæs Kommune vil det ikke være muligt, og dermed er en nedrivning af de tilbageværende bygninger forestående, når lejeaftalen med Naturstyrelsen udløber til sommer. Ender det sådan – og er Den Almennyttige Forenings beregninger korrekte – så kan det ende med at blive en dyr affære for Halsnæs Kommune at modtage nedrivningstilskuddet på 2,3 mio. kr.
– Kommunen og ministeriet må sammen finde ud af, hvad det koster at rive ned før kommunen overtager nedrivningspligten. Det virker til at borgmesteren er fastlåst af det svar, han har fået fra Forsvarsministeriet, men det må sagtens være muligt at presse på yderligere ved at skrive til ministeren, siger Helge Friis.
Samtidig slår Helge Friis fast, at Socialdemokraterne er parat til at strække sig noget længere end byrådsflertallet af Venstre og Dansk Folkeparti, når det handler om anlægsudgifter til opstarten og driften de første år.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis onsdag.