Frederiksværk: Fire køretøjer og 16 brandfolk, var i torsdag eftermiddag ude for at slukke en lejlighedsbrand på Ahornvej i Frederiksværk. Lejlighedens beboer – en ældre mand – blev indlagt til observation.
– Han kom selv ud af lejligheden og var ved bevidsthed, da vi kom og gav ham ilt. Men han var selvfølgelig chokeret, siger indsatsleder Ole Hermansen fra Frederikssund-Halsnæs Brandvæsen, der var på pletten kort efter alarmopkaldet.
– Køkkenet er helt udbrændt og to andre værelser er sod- og røgskadede. Han kommer nok ikke til at kunne flytte tilbage de næste 14 dage, siger Ole Hermansen og påpeger, at med de massive vandmængder, som blev brugt til at slukke branden, så er noget også sivet ned til underboen, Dennis, der kom hjem fra arbejde en halv times tid efter branden opstod.
Det er endnu for tidligt at sige hvordan branden opstod.
Læs Mere i Frederiksborg Amts Avis fredag